Home Non-categorized Min medicinske kastration er næppe en verdensnyhed og endnu kun hypotetisk

Min medicinske kastration er næppe en verdensnyhed og endnu kun hypotetisk

18

Psykiatrimuseerne er så stolte af at vise hvordan psykiatrien fungerede for 100 år siden. Der burde være udstillet en kikkert også, for meget af det foregik på øer.

Da de antipsykotiske medikamenter kom i midten af 1950’erne var der mange der blev dæmpet ned og det har jeg også selv haft gavn af. Jeg danser stadig glad og gerne pardans for jeg er en glad, dog, ak!, midaldrende, gut. Især når jeg ikke er grubliserende, depressiv og forvrænget.

Jeg dansede med en ung, ret smuk kvinde sidste jul og det føltes løfterigt, gensidigt accepterende og der var vibrationer inde over af en art jeg aldrig ville tøve med at kalde åndelige. Min traditionelle, flotte, opbyden til dans og flotte dansen rundt sammen med hende bilder jeg mig ind skabte et fællesskab som ville kunne følges op og blive til en relation hvis vi mødtes igen. En del af den ædelhed jeg forbinder mig selv med består netop i mit såkaldt fine, jeg hader ordet fine, forhold til mig selv og min partner i en seksuel situation sammen med en kvinde. Dette på trods af at de fleste af dem jeg har været i seng med ikke har følt en skid. De er i hvert fald ikke blevet forelskede i mig. Derimod har jeg selv lidt voldsomt efterfølgende og spillet tosset, en let rolle for mig der er psykiatribruger, som så erfaringsmæssigt alligevel ikke har været helt enkel.

Jeg kom i den forbindelse til at tænke på emnet ulæste forfattere. Jeg er ikke én af dem. Der er 1 million læsninger på min blog. Men rundt omkring på nettet og ude i virkeligheden falder man jo ind imellem over forfattere uden læsere. Endda bøger. Uden læsere. Kigger man i antikvariaterne skal man lede der hvor støvet samler sig og trænger ind på trods af støvsugning. Haps! En lille grå digtsamling, 20 år gammel, grøn skrift på forsiden. Som skrivende menneske ved jeg jo hvor ufattelige livsomkostninger skabelsen af den slags banaliteter kan have. Det er sort verdenshumor at det sker så ofte i forfatterliv kloden rundt. Det drejer sig ganske enkelt om folk der ikke har en snus ret til at kalde sig kunstnere der har kastet rundt med ikke bare deres eget men tilmed deres nærmestes liv for at få det lort op på hylden. Skægt! Stenbeck kalder det Tværsummen af Ødipus. Fint, min unge forfatterven. Skriv du bare den bog én gang til!

Analogien er vigtig fordi især mænd som jeg med store nosser i den grad bliver styret af vores pik. Eller af vores nosser. Hvad er egentlig hvad? En eller anden starut fik engang et kik på en kendt forfatters nosser og rapporterede eksemplarerne til danskerne. Dem der gad læse om det i en eller anden blærerøvsavis. Jeg var én af de heldige.

Hvorfor har ingen tænkt på at droppe idéen om sex?

Og: Droppe idéen om at kompensere for et indviklet sexliv ved at skrive en efemær gang bræk af en bog der ikke engang kan bruges som bordskåner. Eller værre: En god lille bog, der faktisk er givende. Det gyser i mig, men på den fede måde. Der findes jo masser af gode digtsamlinger. Masser og masser. Det er det der er så lokkende. Uff!

Hvis du er feminist, hvilket de fleste i dag, totalt ulykkeligt modstræbende, er, har du tjek på alt det jeg her skriver og behøver ikke fortsætte.

Hvis du aldrig rigtig er blevet feminist eller er og altid har været noget så, i mine øjne, smukt som en heteroseksuel anti-feminist er du nok interesseret i hvad jeg har at sige. Jamen så velkommen til min lille epistel! Tak!

Aseksuelle mænd har jeg altid haft svært ved at forstå, endsige interessere mig for. Måske bør jeg spidse ører næste gang de siger Næj! når jeg siger Go’ røv, hende dér! Måske vil båtnakken sige at det er mere naturstridigt at føre krig end at være aseksuel. (Det har han jo ret i.)

Sengen som tempel, tv’et som alter, mobiltelefonen som noget der ødelægger mine øjne. Sørgelige rester af det jeg egentlig holder aller mest af i forhold til middagsselskaber: Lejrbålet, hvor en eller anden pralhals underholder med fortællinger eller digte, endelig ikke guitar! Guitar ødelægger ungdommen. Prøv at tænk på de to fra Pet Shop Boys. Jeg vil vædde med der er noget lusket ved dem og at de bare ikke er blevet rutineundersøgt af feministerne.

Jeg tror at rigtig mange kan have glæde af at droppe seksualdriften og herigennem droppe deres forfatterdrøm og herigennem være noget for alle omkring dem, dem selv inklusive.

* Puberteten forvandler lede børn til usle voksne.

* Smukke ansigter er grundlæggende vildledende.

* En smuk krop er simpelthen overdrevet.

Previous articleVågnede op af koma og blev forbløffet: ”Der kom en brun pølse ud af mit numsehul”
Next articleEn due i brunst
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.