Tillykke, tillykke blev der sagt af alle mulige der kom ind på opvågningsstuen.
Ib Maradjøngade ser lidt forvirret ud da The Other Newspaper kommer til at vælte dropstativet, men der kommer hurtigt en sygeplejerske og rejser det op.
Ib er ikke helt sig selv. Han har meldt sig ind i Venstre i løbet af dagen. Men evnen til et frisk syn på tilværelsen fejler ingenting. Han hiver småliderligt op i den kvindelige lydmands kjole og bliver næsten kvalt da hun maser en stor buket blomster ned mod hans hals.
Ib Maradjøngade, der sidste vinter gik i koma over sine forskellige problemer, kan ikke forstå at hans pølle bliver genstand for så mange tillykker.
”Hvorfor kommer I med blomster?”
”I er da også i stand til at lave en pølle.”
”Hvorfor viser I mig disse nedværdigende billeder mens der er en journalist til stede fra The Other Newspaper?”
Billedet forestiller hans søn Robert der er læge og har overbid.
”Kan I ikke vise mig et billede af en person jeg faktisk har lyst til at komme i tanker om. Ham hér Robert ligner en kvinde. Se den svækling!”
Robert er faktisk til stede i lokalet, men har tillagt sig et flot, omend lidt forfængeligt, fuldskæg.
”Selvfølgelig kan jeg huske dig! Min søn! Kom og få en krammer!”
Det voldsomme tilråb bringer Robert grædende i knæ foran briksen. Så følger en stille dobbeltpsykotisk scene af forløsning. En slags forskruet ballet med en far og en søn. De forsamlede indoptager med deres afslappede kropssprog det chok over smagløsheden som jeg overvældes af. Sønnen flænger sit tøj og hælder medbragt aske over sit hoved. Han ligner Job eller Stefan Löfven.
