Billedet: en mand der ligger ensom og hakker tænder i en vandpyt og dør i næste stund er vel noget der kan røre os alle, tankpassere, kogekoner, højdespringere, psykopater, professorer og udviklingshæmmede.
”Det er saft susme ikke noget billede! Det er virkelighed! Sådan døde min far! Det er noget der kan røre os alle, tankpassere, kogekoner, højdespringere, psykopater, professorer og udviklingshæmmede”
Det er et stærkt billede. At din far døde på den måde, gør det blot endnu mere stærkt og sørgeligt.
”Jamen det er ikke noget billede! Sådan døde min far!”
Ville du sige det var en værdig måde at dø på?
”Bestemt ikke.”
Hvorfor ikke?
”Vandpytten. Den gør det hele så sørgeligt.”
En vandpyt kan da være en udmærket ven.
”Og de klaprende tænder. Nej, en vandpyt kan ikke være en ven.”
En vandpyt er da i familie med det faktum at vi end ikke kan tage et sandkorn med os fra denne verden.
”En vandpyt er grusom og våd.”
Det, at du kalder den grusom synes jeg er en overdrivelse.
”Du er sådan en dum, dum nar!”
