Bogen starter med et fotografi af et for mig helt ukendt ansigt. Udtrykket er kun én enkelt procent fjoget, men alligevel er det denne fjogethed der vækker min interesse, min modstand. Jeg får lyst til at blive færdig med fjogetheden så jeg kan betragte ansigtet i fred uden hele tiden at skulle skiftevis grine og græde inden i af ren og skær undren over at man kan se så anderledes ud. Jeg prøver at fortælle mig selv at det blot er et fremmed ansigt. Jeg prøver at se billedet med fotografens øjne. Jeg prøver at se om der er noget særligt fotografen gerne vil have frem. Noget ægte? Mens jeg fortæller mig selv disse ting er fjogetheden med ét forsvundet fra mit synsindtryk og næsten også fra min oplevelse og jeg kan se at personen lykkeligvis er dybt seriøs. På næste side, da jeg bladrer, er et andet portræt af den samme person, langt bedre. Så følger en lang undskyldning skrevet af den portrætterede som hedder Fiffer Kapmand. En undskyldning over at medvirke i bogen. Fordi Fiffer er et andet menneske. Altså én man ikke nødvendigvis skal kende. Da jeg har læst teksten går jeg i seng. Oplevelsen var stærk. Lidt for stærk. Min hjerne må have tid til at fordøje det simple faktum at her er et menneske der forstår sig selv som et andet menneske tilhørende den mærkelige orden: andre mennesker. Jeg tumler med tanker om at det var i virkeligheden påtrængende af Fiffer.