Dette er en fabelagtig bog. Den handler om en læge der altid har et stykke snor liggende på skrivebordet. En stærk konkurrent til statussen af hovedperson udgøres imidlertid af noget sukker, for, som der står i bogen, sukker er et materiale man ikke tager fejl af. Jeg skal her forsøge at genfortælle en passage hvor sukkeret kommer gående på vejen forbi et hus i Kvanle på Djursland, for jeg kan ikke se noget perspektiv i at anmelde en bog uden at genfortælle, med mindre bogen drejer sig om papirarbejde.
Jeg skal huske at indskyde at sukkeret bevæger sig i små fremstød, som bogen kalder “tøf”. Forfatteren kalder det noget andet, han kalder det for “møf”, men denne uenighed ophørte i 1999 hvor forfatteren får katar og må lægge sig på maven i en hel time.
Bogen siger møf, sukkeret siger pøf, huset er paf og sagen er bøf. Bogen starter mildt som en lille hvirvel i en kop the. Men da lille Kathrine optræder hyppigere og hyppigere på siderne og ender med, selvfølgelig på side 33, at blive inviteret til at blive stående som en slags stumtjener ved hoveddøren ind til det rum hvor det meste af handlingen foregår, stiger tempoet lidt og snoren lyser svagt.
