Som det fremgår, er det en mere nuanceret titel end “Løgneren” og “Idioten” der her foreligger fra forlaget Knold og forfatterne Maradjøngade og Wijfstrand, selvom de angiveligt ikke har været ret meget med i skriveprocessen. Den afslører, at her er tale om en modsætningsfuld karakter der både er et røvhul og samtidig er indtagende og sjov, hvis læseren vil tilstå mig det privilegium at udlede disse egenskaber af udtrykket “det dejlige væsen”.
Bogens, for det er snarere en bog-bog end en roman-bog, første sætning kom lidt bag på mig: “Det, folk ikke har lært, har de ikke lært.” Det virker som enten en plathed eller tautologi eller begge dele. I omkring halvandet sekund syntes jeg, at det var en mærkelig måde at indlede et så ambitiøst værk. Selv vejen hen til boghandleren var ambitiøs. Men ser man lidt nærmere på sætningen og læser den nedefra, får man øje på to ting: at den både rummer og ikke rummer bogstavet “s”. Sætningen kan således ganske enkelt, og med en lille blyantstilføjelse af selvsamme bogstav blive til “Det, folk ikke har lærts, har de ikke lært.” Nu virker særtningen kryptisk, men på en tilforladelig måde. Nærmest som en parfumeflaske, der går i stykker i stormagasinet mellem dybt alvorlige og tænksomme kunder.
Bogen bliver helt god efter 100 sider. Den retter sig. Kommer op fra sygelejet. Begynder at motionere ret intensivt og regelmæssigt. Går ud i køkkenet og skænker sig en kop kaffe. Iagttager et faldende legeme på lang afstand.
Bipersonerne blev jeg helt forelsket i. En ret indviklet kærlighedsaffære. De maser rundt. En enkelt grynter tilmed, så man må lægge bogen og bare le højt! Jeg grinede over 337 gange under læsningen og det foregik på følgende måde. Først mærkede jeg en varme brede sig i små stød fra hjertekuglen som aktiverede lungerne så en luftstrøm fes ud af næsen. Jeg fnes. En kone så på mig i togkupeen. Hun troede jeg flirtede. Derefter skreg jeg “barn dog!” til hende ligesom min bedstemor lærte mig i sin tid. Det var indledningen på et ret interessant venskab. Nu er vi to sole.
