Home Non-categorized Ny bog: Røvhullet med det dejlige væsen

Ny bog: Røvhullet med det dejlige væsen

956

Som det fremgår, er det en mere nuanceret titel end “Løgneren” og “Idioten” der her foreligger fra forlaget Knold og forfatterne Maradjøngade og Wijfstrand, selvom de angiveligt ikke har været ret meget med i skriveprocessen. Den afslører, at her er tale om en modsætningsfuld karakter der både er et røvhul og samtidig er indtagende og sjov, hvis læseren vil tilstå mig det privilegium at udlede disse egenskaber af udtrykket “det dejlige væsen”.

Bogens, for det er snarere en bog-bog end en roman-bog, første sætning kom lidt bag på mig: “Det, folk ikke har lært, har de ikke lært.” Det virker som enten en plathed eller tautologi eller begge dele. I omkring halvandet sekund syntes jeg, at det var en mærkelig måde at indlede et så ambitiøst værk. Selv vejen hen til boghandleren var ambitiøs. Men ser man lidt nærmere på sætningen og læser den nedefra, får man øje på to ting: at den både rummer og ikke rummer bogstavet “s”. Sætningen kan således ganske enkelt, og med en lille blyantstilføjelse af selvsamme bogstav blive til “Det, folk ikke har lærts, har de ikke lært.” Nu virker særtningen kryptisk, men på en tilforladelig måde. Nærmest som en parfumeflaske, der går i stykker i stormagasinet mellem dybt alvorlige og tænksomme kunder.

Bogen bliver helt god efter 100 sider. Den retter sig. Kommer op fra sygelejet. Begynder at motionere ret intensivt og regelmæssigt. Går ud i køkkenet og skænker sig en kop kaffe. Iagttager et faldende legeme på lang afstand.

Bipersonerne blev jeg helt forelsket i. En ret indviklet kærlighedsaffære. De maser rundt. En enkelt grynter tilmed, så man må lægge bogen og bare le højt! Jeg grinede over 337 gange under læsningen og det foregik på følgende måde. Først mærkede jeg en varme brede sig i små stød fra hjertekuglen som aktiverede lungerne så en luftstrøm fes ud af næsen. Jeg fnes. En kone så på mig i togkupeen. Hun troede jeg flirtede. Derefter skreg jeg “barn dog!” til hende ligesom min bedstemor lærte mig i sin tid. Det var indledningen på et ret interessant venskab. Nu er vi to sole.

Previous articleHvem min næste er, er et åbent spørgsmål: levende, plagsomt, besværligt, spændende, uprøvet og lysende som dagen i dag
Next articleRespekt-Lege
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)