Jeg er taget på kunstudstilling for nøje udvalgte gammelrige billedkunstnere. En af dem, en ældre herre med monokel, ternet skjorte og en klædelig trekantet hat, tager imod med et belevent smil og et håndfuld A4 ark påtrykt et kort over udstillingens genstande, altsammen ganske nydeligt hæftet sammen med en clips. Jeg tjekker lige han sko.
Jeg har forinden læst mig til, i en avis der forresten hedder The Other Newspaper, jeg ved ikke om De er bekendt med den, at udelukkende gammelrige formår at skildre. Dette sagsforhold har efterfølgende nået vid folkelig udbredelse fordi det altså har solid grund i nyere forskning. Med denne viden i baghovedet tager jeg opstilling foran et abstrakt maleri med brede, hurtige, røde penselstrøg på en fin sort baggrund. Det ligner noget makværk fra 90’erne, men jeg siger til mig selv, at kunstneren er god til at skildre fordi hans oldefar, oplyser et skilt ved siden af maleriet, ejede to jaguarer, den ene af dem levende. Hans farfar ejede en anseelig mængde aktier i Brostræde Is i Helsingør samt aktiemajoriteten i Fupbanken. Hans far var ejer af hans tipoldefar. De ejede hver en kaserne af ægte guld. Dette slægtesoverblik afgør sagen. Vi har at gøre med en skildrer af højeste karat. Kunstneren formår tydeligvis at skildre men har altså ikke brugt denne særlige evne her, måske af blot og bar beskedenhed. Intet er skildret hvilket kun gør forventningen større, da jeg senere møder kunstneren personligt. Jeg fanger ham lige da han er ved at skildre sig selv. Han skildrer og skildrer. Hold da op hvor han skildrer.
Der er jo ikke mange gammelrige i den danske kunstnerstand.
Selvom dette mit indledende spørgsmål er dybt, dybt pinligt fordi vi står i en kreds af generte, uvidende småborgere med noget så uklædeligt som personlige kunstneriske storhedsdrømme og fremtidsønsker får vi os noget af en passiar. Jeg får for første gang i dagevis lejlighed til at nyde mit gode udseende og vores samtale bliver livlig, begavet, moderne, lang og underholdende. Vi kan bare det der for vi har lært det fra barnsben. I virkeligheden gør vi vores yderste for at opmuntre vores inderst inde lidt befippede tilhørere, vi ser generøst bort fra deres frastødende drømme om hver især at erobre verdensscenen med deres spidse albuer, iltre temperamenter og dybe selvhøjtidelighed og selvgodhed men til slut i samtalen når vi vores mål idet disse væltepetre slapper af. Udmattet synker kunstneren og jeg ned i vores velkomstdrinks. Udskuddene kan tale. Den scene mig og den anden dignitar har beredt får dem til at slappe af på en måde de ikke har gjort længe. Jeg er allerede en helt masse. De hersens folk kommer til at glemme mig igen. Jeg kommer til at tænke på den gode Gud.
