Denne bogs store force er at hovedpersonerne, en hob familiemedlemmer fra Søndersted, lader sig kidnappe for at få opmærksomhed og kærlighed efter de har gjort et eller andet radikalt, overilet og dumdristigt for kærligheden i familien. Det lykkes som regel. Det er bogens virkelige styrke at den viser os fjollede mennesker der vil det godt og kommer ud på den anden side. Det er barokt på den fede måde. Alle disse handlinger. Ordene slæber efter handlingerne.
Luka Maradjøngade forsøger således i første kapitel at bringe sine skilsmisseforældre sammen igen ved at lade sig bortføre af talibanere. Det lykkes at få dem til at bo sammen i tre måneder men Luka er og bliver forsvundet, tilmed for sig selv. Så finder Luka sig selv bag ølkasser og køber barndomshjemmet tilbage. Forældrene har imidlertid ladet sig kidnappe af igler. „De voldsomme dyr hader os,“ sms’er de hjem fra Bangladesh.
Arbejderklassen bliver rasende, forargede og dybest set forråede af kunstlet, dekadent litteratur der ikke engang er rigtig sjov.
Det er et problem. Men det er et langt større problem bare at lade stå til. Denne bog løser problemet. Jeg var særlig glad for den smukke, store nøgle der fulgte med i bogens kraftige, bageste omslag.
