I den indre husholdning kender vi vel alle til det med at få negative tanker og administrere dem fornuftsmæssigt. At få en anden person ind over sjælelivet, og muligvis en ret selvhøjtidelig person, som er garvet på den utrolig latterlige måde at vedkommende aldrig har mødt en så unik person som lige netop mig, er ikke noget jeg sådan bare lige gør. Men vi er allesammen temmelig unikke og det er det fede der er at sige om det. Undskyld, jeg har rodet i mine papirer. Jeg skulle tale om træ. Træ er lavet af træ undtagen barken, der jo, som ordet afslører, er lavet af bark. Godt. Undskyld. Vrøvl. Videre. At dukke op til en psykiater med brav åbenhed er anstrengende fordi det er så usikkert hvad grundlaget for samtalen er og hvad det egentlig handler om. Jeg synes at jeg-støttende behandling er så fed fordi man får lov til, i generøs åbenhed, at rejse det fundamentale filosofiske og eksistentielle spørgsmål om hvad et jeg er. Det kan ses på så mange måder og det afleder opmærksomheden fra angsten omkring den freudiansk baserede psykoanalyse som er et kæmpe arbejde af flere års varighed, respekt for det, men jeg tror det har skræmt temmelig mange i de 117 år der er gået siden Freud skrev Drømmetydning i 1900. Der er noget vold i det som man ikke kan se bort fra: Jeg er vist den eneste i denne forsamling der vover at tale om følelser/gå ind i det her/har mod til at være mønsterbryder. Det må have provokeret mange gennem tiden, ja, det må have gjort mange udenforstående ulykkelige på grund af den nedgroede alvor og afskrækkende selvhøjtidelighed der stadig står om det personlige behandlingsspørgsmål. Det må have medvirket til at skabe krig. Ikke kun på grund af fordomme men på grund af institutionen. Der mangler humor i hele den bevægelse og indførelsen af et fag i skolen der hedder noget med “det indre liv for helt unge” er vistnok ikke lige om hjørnet. Når nu den jeg-støttende psykiatri er så varm og fleksibel må vi have den frem, så den når op på siden af psykoanalysen. Men fakta er noget andet. Der er prestige ved det ene og ikke ved det andet. Der er ære ved at gå i mere eller mindre livsvarig terapi hos dr. med. Slåen Kærsangerwyff men ikke ved at slå et smut forbi distriktspsykiatrien og aftale at mødes fast i lokalet med egen indgang. Jeg forstår det ikke. Det er da underholdende at være skældsordet jeg-svag. Der ville ikke være noget indre liv og dermed intet mod eller viljefasthed eller humor hvis jeg ikke var jeg-svag. Ingen styrke. Ingen åbenhed. Ingen modtagelighed. Ingen plads til fornøjelse og spas. Ingen plads til undren. Ingen plads til filosofi. Men jeg kan godt sige det som det er: virkeligheden i ordkunstens verden, som jeg har lidt forstand på, er en anden. Her må digtet være jeg-svagt men ikke læseren. Det er hykleri! Selvironi er at være ret sikker på at man er jeg-svag og dyrke jeg-svagheden som en rose med alle dens folder ih og å. Jeg dyrker det jeg-svage og jeg praktiserer det, men jeg tilbeder det ikke, for det bliver en bitte smule klarere for mig hvad det er hver dag. Men jeg siger det ikke. Det er sandelig min hemmelighed!
