Pjatbjørn Løvsmed er filosof. Den Anden Avis mødte ham på vej op i masten på en gammel skonnert. Løvsmed var på vej op for at holde udkig. Jeg var på vej op fordi der sad en brevdue fast i mit hår som helt åbenlyst frygtede skibets kok.
Du har sagt, at hvis verden var lidt anderledes ville internettet næsten udelukkende blive brugt til at arrangere fysiske møder omkring kærlighed og filosofi. Er det ikke noget vrøvl?
“Jeg ved ikke hvorfor jeg altid bliver citeret for det ævl. Det er Skans Blegved der har sagt det. Vi ligner ikke engang hinanden. Vi går bare rundt i Lassekøbing med den samme slags bærepose.”
Du giver folk det du kalder oplivende powerord når de banker på din dør?
“Jeps.”
Var det ikke mere naturligt bare at åbne døren?
“Der sidder en due i dit hår.”
Jeg ved det godt.
“Mine oplivende powerord er stærke sager. De virker ligesom død og kritte pulver fra romerrigets østligste del.”
Men hvad består de oplivende powerord af? Er det en monolog du fremsiger?
“Nej. De oplivende powerord starter med et spørgsmål.”
Vil du løfte sløret for hvad dette spørgsmål er?
“Ja.”
Hvad spørger du folk om?
“Jeg spørger dem om deres holdning til negativ selvvurdering.”
Hvad svarer folk sædvanligvis?
“De svarer sædvanligvis forkert.”
Hvad er det rigtige svar?
“Det rigtige svar kan jeg kun give, når jeg står overfor folk.”
Du er god til at formane?
“Jeg er god til at formane.”
Og du kan ikke formane via internettet eller de traditionelle medier?
“Kan ikke. Vil ikke.”
