Home Non-categorized Reality-TV: Hvordan kan psykiatere og psykologer stoppes ind i programmerne på en...

Reality-TV: Hvordan kan psykiatere og psykologer stoppes ind i programmerne på en appetitlig måde på TV3?

967

Overskriftens spørgsmål er fuldkommen forvrøvlet formuleret, fordi målet ikke er appetitlighed i form af blødsødne, kønne og populærvidenskabelige tilgange. Det vi har brug for er snarere “rå” psykiatri i bare et eneste af realityprogrammerne. I virkelighedens verden er “rå” psykiatri noget andet. Noget med med menneskevarme.

Men hvordan skal det kunne lade sig gøre?

Psykologer og psykiatere har ry for at være dannede, men jeg vil vædde med at de ikke umiddelbart og spontant ville kunne enes om hverken præmisserne for en sådan medvirken, betingelserne, fremgangsmåden, endsige pointen i at medvirke. De ville gøre det de gør når de ikke arbejder, dvs. tilbyder såkaldt jeg-støttende terapi eller psykoanalyse, nemlig skræmme seerne med kluntet mundlamhed og dermed på en gang bevise både deres usikkerhed og den verdensfjerne og egentlig latterlige arrogance der altid ledsager usikkerheden hos følelsesmæssigt begavede mennesker.

Hvad gør man da?

Det nytter ikke at “formidle” eller “kommunikere” eller “oplyse” om psykiatri i et realityprogram, de begreber er for længst blevet kaprede og forsimplede af flove managementfolk og, endnu flovere, af selvhjælpsforfattere.

Psykiatere og psykologer er, i dette lys, pinligt fraværende i kulturen. Se at komme i gang! Reality-tv er ligeså psykisk usundt som alt muligt andet senkapitalistisk bras. Bliv enige om en håndfuld reservationer og en håndfuld etisk funderede principper, så har vi løst det dilemma som består i at mange seere vil savne terapi inderligt ved at se programmet, men samtidig være interesserede i at få udvidet deres viden om psykiatri, altså psykiatriens sprog.

Brøsighed og personlig arrigskab, ja, knottenhed, snarere end ævlebævlende engagement. Psykiaterne og psykologerne skal hellere være umuliusser, det er de jo i sagens natur i forhold til reality-tv.

De tre reservationer kunne være:

1. Vi psykiatere og psykologer synes i udgangspunktet reality-tv er latterligt.

2. De medvirkende skal være både sprogtestede og robusthedstestede.

3. Vi vil ikke sidde og smile. Vi vil gerne grine med, men vi vil også diskutere på et meta-plan. Det er vigtigt at diskutere hvad man som behandler etisk set kan og bør sige for åben skærm.

De fire principper kunne være

1. Ingen mennesker er normale.

2. De lette sindslidelser er og bliver komiske.

3. De sværere sindslidelser er både hårde og eventuelt komisk-tilforladelige for den erfarne patient selv, især på gode dage.

4. Ingen mennesker er deres sindslidelser. Man er ikke en skizo, men man har skizofreni.

Forslag til samtaleemner:

1. Kærlighed.

2. Værdiforvirringen: Kapitalismens invasion af vores livsformer.

3. Samlivet: Parterapiens muligheder og umuligheder.

4. Mennesket: Forskellen på psyke og ånd og det indre menneske.

5. Yndlingskunst. Hadekunst.

6. Diverse fra Spørge-Jørgen: Hvorfor handler popmusik aldrig om børn?

Previous articleLivsuduelighed og hjemmestrikkede holdninger: Sådan er middelklassen og nedefter. Desværre.
Next articleFørsteårsteologistuderende Niels Christian Beethoven læser uudtalelige ord og navne op: Første navn: “Birgit Zvka”
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)