Overskriftens spørgsmål er fuldkommen forvrøvlet formuleret, fordi målet ikke er appetitlighed i form af blødsødne, kønne og populærvidenskabelige tilgange. Det vi har brug for er snarere “rå” psykiatri i bare et eneste af realityprogrammerne. I virkelighedens verden er “rå” psykiatri noget andet. Noget med med menneskevarme.
Men hvordan skal det kunne lade sig gøre?
Psykologer og psykiatere har ry for at være dannede, men jeg vil vædde med at de ikke umiddelbart og spontant ville kunne enes om hverken præmisserne for en sådan medvirken, betingelserne, fremgangsmåden, endsige pointen i at medvirke. De ville gøre det de gør når de ikke arbejder, dvs. tilbyder såkaldt jeg-støttende terapi eller psykoanalyse, nemlig skræmme seerne med kluntet mundlamhed og dermed på en gang bevise både deres usikkerhed og den verdensfjerne og egentlig latterlige arrogance der altid ledsager usikkerheden hos følelsesmæssigt begavede mennesker.
Hvad gør man da?
Det nytter ikke at “formidle” eller “kommunikere” eller “oplyse” om psykiatri i et realityprogram, de begreber er for længst blevet kaprede og forsimplede af flove managementfolk og, endnu flovere, af selvhjælpsforfattere.
Psykiatere og psykologer er, i dette lys, pinligt fraværende i kulturen. Se at komme i gang! Reality-tv er ligeså psykisk usundt som alt muligt andet senkapitalistisk bras. Bliv enige om en håndfuld reservationer og en håndfuld etisk funderede principper, så har vi løst det dilemma som består i at mange seere vil savne terapi inderligt ved at se programmet, men samtidig være interesserede i at få udvidet deres viden om psykiatri, altså psykiatriens sprog.
Brøsighed og personlig arrigskab, ja, knottenhed, snarere end ævlebævlende engagement. Psykiaterne og psykologerne skal hellere være umuliusser, det er de jo i sagens natur i forhold til reality-tv.
De tre reservationer kunne være:
1. Vi psykiatere og psykologer synes i udgangspunktet reality-tv er latterligt.
2. De medvirkende skal være både sprogtestede og robusthedstestede.
3. Vi vil ikke sidde og smile. Vi vil gerne grine med, men vi vil også diskutere på et meta-plan. Det er vigtigt at diskutere hvad man som behandler etisk set kan og bør sige for åben skærm.
De fire principper kunne være
1. Ingen mennesker er normale.
2. De lette sindslidelser er og bliver komiske.
3. De sværere sindslidelser er både hårde og eventuelt komisk-tilforladelige for den erfarne patient selv, især på gode dage.
4. Ingen mennesker er deres sindslidelser. Man er ikke en skizo, men man har skizofreni.
Forslag til samtaleemner:
1. Kærlighed.
2. Værdiforvirringen: Kapitalismens invasion af vores livsformer.
3. Samlivet: Parterapiens muligheder og umuligheder.
4. Mennesket: Forskellen på psyke og ånd og det indre menneske.
5. Yndlingskunst. Hadekunst.
6. Diverse fra Spørge-Jørgen: Hvorfor handler popmusik aldrig om børn?
