Skal jeg virkelig fortælle dig historien om hvordan medfølelsen skrumper efter en skilsmisse. Ja, men så lad gå. Nej. Jeg kan ikke. Det er for svært. Men jeg kan se dens virkninger dagligt. Har jeg fået det hele med?
Når jeg stiller min alderdom op ude på marken skygger den for det faktum at jeg delvist er en knudemand som delvist ikke kan tale rent. Min knudemand løfter en kop op til læberne. Lærredet har altid været tomt.
Dagene går.
I dag har jeg lært det om alderdommen, at man ikke må snyde med manerer. Man må hverken tillægge sig vaner eller en ny tøjstil. Ingen kan være gammel alene og alderdommen er det eneste meningsfulde samtaleemne. Alt, hvad jeg skriver i disse dage er affødt af samtaler med nære venner hvor jeg beskriver det at jeg er blevet gammel med forskellige ærlige metaforer, greb ud i intetheden eller kaos, synsvinkler, sprogspil og hyggelige ting.
Det er nok bare at sige at Jess Ørnsbos anslag er forkert.
Det er nok bare at sige at Kjell Askildsens anslag er forkert.
Der har aldrig været en digter som mig.
Der har aldrig været et menneske som dig.
