Home Non-categorized Salonkulturens endeligt

Salonkulturens endeligt

306

Den halvunge Studiosus Krammer har stået i de lærdes vigtige kreds i halvanden time og passiaret med de fire øvrige. Kropssproget blandt dem drejer nu kompasnålen imod ham og han kommer med følgende begavede indlæg:

”En efterårsdag for længe siden blev jeg smittet af en sjælden sindssygdom af én som havde været i Charlottenlund og set hvordan man kravler på jorden i denne økonomisk evigt blomstrende forstad. Det begyndte at køre ud ad en tangent med min psykiske almentilstand og mit velbefindende tog turen ned til nul. Jeg var disponeret og vidste det godt. Efterhånden fik jeg viden om de teknikker, det sprog og den varme som er indlejret i psykiatrien og fik det langsomt bedre.”

Filonius Kok forsøger at overtage samtalen ved at bryde ind med et spørgsmål til den meget lille digter, Tænke Tam:

”Du må da mene tiden er ussel, siden du peger så meget på noget alle er i forvejen?”

”Min ven, der har altid været folk som pegede,” afparerer Krammer. ”Vi er hverken profeter eller helgener, vi er nogle hvor man virkelig tjener gysser. Vi er filosoffer, digtere, amatører, teologer, filibejser og flere digtere!”

Krammer nikker til sin kompagnon Mimse.

Værtinden Tyreblad støtter op om Studiosus:

”Du bevæger dig sandelig ganske langt, vil jeg sige, væk fra nutidens viden om psykiatri, ved at sige, at du ligefrem blev smittet af en der havde været i Charlottenlund.”

Studiosus:

”Behandlerne og patienterne bliver ikke smittet. Det er de halvnormale som bliver smittet. Psykisk sygdom smitter.”

Fru Tyreblad lyser op. Hendes kinder blusser. Mimse blegner. Samfundet har ligget oven på ham med sin alt for store glemte havelåge af dårlig viden som er forklaret dårligt. Han mærker hvordan halskraven smitter og snævrer ind. Han har båret omkring med en angst længe. En velbegrundet angst for at være sindssyg iblandet en almindelig angst for at dø uden for alvor at have spillet bowling.

Mimse er den mest åndeligt velformulerede, men vi vil ikke genoptrykke hans ord her, for kropssproget mangler. Blot vil vi her nævne at han får rykket havelågemetaforen frem i samtalen på en sådan måde at den aldrig bliver glemt.

Previous articleLøvefar vender hjem i 64 procents triumf
Next articleFenta Pierbecks uvirkelighed
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.