Den halvunge Studiosus Krammer har stået i de lærdes vigtige kreds i halvanden time og passiaret med de fire øvrige. Kropssproget blandt dem drejer nu kompasnålen imod ham og han kommer med følgende begavede indlæg:
”En efterårsdag for længe siden blev jeg smittet af en sjælden sindssygdom af én som havde været i Charlottenlund og set hvordan man kravler på jorden i denne økonomisk evigt blomstrende forstad. Det begyndte at køre ud ad en tangent med min psykiske almentilstand og mit velbefindende tog turen ned til nul. Jeg var disponeret og vidste det godt. Efterhånden fik jeg viden om de teknikker, det sprog og den varme som er indlejret i psykiatrien og fik det langsomt bedre.”
Filonius Kok forsøger at overtage samtalen ved at bryde ind med et spørgsmål til den meget lille digter, Tænke Tam:
”Du må da mene tiden er ussel, siden du peger så meget på noget alle er i forvejen?”
”Min ven, der har altid været folk som pegede,” afparerer Krammer. ”Vi er hverken profeter eller helgener, vi er nogle hvor man virkelig tjener gysser. Vi er filosoffer, digtere, amatører, teologer, filibejser og flere digtere!”
Krammer nikker til sin kompagnon Mimse.
Værtinden Tyreblad støtter op om Studiosus:
”Du bevæger dig sandelig ganske langt, vil jeg sige, væk fra nutidens viden om psykiatri, ved at sige, at du ligefrem blev smittet af en der havde været i Charlottenlund.”
Studiosus:
”Behandlerne og patienterne bliver ikke smittet. Det er de halvnormale som bliver smittet. Psykisk sygdom smitter.”
Fru Tyreblad lyser op. Hendes kinder blusser. Mimse blegner. Samfundet har ligget oven på ham med sin alt for store glemte havelåge af dårlig viden som er forklaret dårligt. Han mærker hvordan halskraven smitter og snævrer ind. Han har båret omkring med en angst længe. En velbegrundet angst for at være sindssyg iblandet en almindelig angst for at dø uden for alvor at have spillet bowling.
Mimse er den mest åndeligt velformulerede, men vi vil ikke genoptrykke hans ord her, for kropssproget mangler. Blot vil vi her nævne at han får rykket havelågemetaforen frem i samtalen på en sådan måde at den aldrig bliver glemt.
