“Ham der ikke kunne holde til at høre hvorfor han var DF’er fandtes ikke i virkeligheden. Dvs. der var ingen danskere der passede til denne beskrivelse. På trods af sin manglende eksistens følte han sig helt spontant tryg ved den intellektuelle der med sit kropssprog signalerede dette overlegne og altså forsimplende synspunkt.”
Sådan havde jeg skrevet på en seddel som jeg læste op fra da vi sammen sad i svævebanen fra elfenbenstårnet til toppen af Maslows behovspyramide. Han, arbejdsmanden som jeg sympatiserede med, sagde “det var noget elitært noget” jeg der havde skrevet. Nå. Vi havde på fornemmelsen at vi ikke skulle have frokost den dag for vi havde kun navlefnuller og fluelig med os, men i toppen af Maslows behovspyramide blev vi modtaget af en fjern slægtning til Ubuka Vej, den berømte filosof, som meddelte os at “i toppen af Maslows behovspyramide spiser man da” og ganske rigtigt: der blev båret lækre retter frem for os. Det var et rent slaraffenland i forhold til elfenbenstårnets tørre tårnværelse. Det mest underholdende var dog den ældre dame der piftede.
