En mand bliver i fremtiden, af sin drillesyge læge, tilbudt valget mellem at tage en stresspille (tilgængelig om 10 år) og en omsorgspille (tilgængelig om 20 år) eller to molekyler, henholdsvis et kulstofmolekyle (eller atom, om man så vil kalde det) eller et vandmolekyle. Manden tænker længe og svarer:
”Jeg vil vælge at se lidt nærmere på de to standardindvendinger mod psykofarmaka som er 1) at man er underlig hvis man har gavn af det og 2) man bliver en anden af at tage dem og se lidt nærmere på molekylerne.”
Den drillesyge læge knipser manden på næsen som bliver halvfornærmet.
Manden siger imidlertid at han vil gå hjem og tænke nærmere over sagen. Han tænker og han tænker. Han tænker i ugevis. En dag da han sidder ude på verandaen og læser i sine bøger kommer en lille pille trillende fra haven, stresspillen. Den græder. Da han spørger den hvad der er i vejen svarer stresspillen:
”Se på mig! Selv om jeg er en stresspille er jeg blevet stresset.”
Der lyder et jamrende tilråb idet omsorgspillen fulgt af de to molekyler stakåndet ruller imellem græsstråene i haven.
”Se på mig! Jeg kan ikke løbe så stærkt.”
Manden glipper med øjnene. Det lille pilledrama forvirrer ham, men han holder sig tilbage. Omsorgspillen slår armene om stresspillen. Manden glipper igen med øjnene. Pillerne virker ikke så kloge. Med et forstår han hele sammenhængen. Den drillesyge læge har selv valgt stresspillen frem for omsorgspillen og dermed glemt patienten. Derfor er stresspillen flygtet for at gemme sig i haven under den hue der ligger der, som lægen forærede ham i fjor, mens omsorgspillen er halset bagefter. Fordi kulatomet og vandmolekylet ikke har nogen hjerner er de hjernedødt halset bagefter deres venner. Som de to tosser de er rækker de nu den grædende omsorgspille hver et bæger. Omsorgspillen tager imod bægrene og bukker dybt. Til slut i vitsen tørrer manden øjnene. Dybt berørt af det sælsomme optrin klapper han febrilsk da han pludselig fanger naboens gartners blik igennem hækken. Røv pinligt. Da gartneren forsvinder klør manden sig på halsen og taler koptisk med sig selv for at dulme smerten.
