Man skal rejse langt bort og bruge temmelig mange penge for at komme til at møde et menneske der virkelig forstår sit eget sjæleliv. Da Urban Frederiksen kom til Himalaya mødte han således Erik Strandgaard der sad højtideligt på gulvet og, vidste Urban, tænkte på en eneste bitte lille ting. Erik havde, for at irritere de gæster der måtte være usle kristne, anbragt sig i en art venteværelse med direkte udsigt til tre pissekummer der blev betjent flittigt af mennesker fra landsbyen som var kommet gående uden nogen som helst pointe og nu skulle netop det. Pisse. Efter to timer rejste Erik sig og omfavnede Urban på en måde der var hjertelig og lidt fraværende, måske havde tanken om den lille bitte ting ikke sluppet ham så det blev et ordentligt bamsekram der virkede uerkendt bøsset på den kvindelige tjenende ånd der dukkede op i døråbningen med en røvkedelig forfriskelse. Uerkendt bøsseri er ikke et ukendt fænomen i det skumle Himalaya. Jeg kan personligt ikke lide Erik Strandgaard. Jeg har nemlig mødt ham. Han praler. Det var i Brugsen, ganske vist. Erik Strandgaard skulle have en lille bitte ting. Et blad bare. Altså sådan et fra et træ. Det kunne han ikke få i Brugsen, han stod så pænt i kassekøen men kunne alligevel ikke styre sig. Han måtte erklære sit religiøse tilhørsforhold da en ældre kvinde spurgte ham hvorfor han stod og sang for sig selv på et sprog hun ikke forstod. Han har misforstået det lidt, brød en lidt voldsomt ubehageligt udseende mand i læderjakke ind i samtalen og sagde højlydt, så vi alle tre hørte hans ord: Det er muslimer der gør sådan. Beder åbentlyst i dagliglivets sfære. Jeg kiggede på læderfyren og bedømte at han var uligevægtig snarere end voldsom indeni og hans lynende advarsel til den ældre dame stod skrevet i hans blik: I Vesten må man gerne i 2019 sige, skinhelligt, at man er buddhist, mens det ingen mening giver at sige at man er kristen. Det vidste den ældre besked med i forvejen og smilede varmt til os alle tre. Hele den kristne trosbekendelse strakte sig som en perlekæde mellem den ældre og den uligevægtige og de havde en stærk fornemmelse af at buddhisten var en misdæder forklædt i fåreklæder. Nuvel. Tilbage til vores fortælling. Urban var kommet til Himalaya og Urban var benovet over at møde denne alt for almindelige og i magtmæssig henseende meget grænseoverskridende, voldsomme og ubehagelige mand der troede sig selv så forsigtig. Urbans blik sagde, mens han stod og smilede dumt til en dug, at Urban syntes det var helt naturligt at tænke på en lille bitte ting. Kærligheden er stor og så kunne det være godt at fokusere på noget småt. Der kunne være meget kærlighed gemt i en sølvglinsende fisk med grønne og røde finner. Den slags avler kærlighed. Det gør det bare. Overskud, så man tror en helt masse om sig selv.
Men nu kom det sig at Urban var finere end den ædle munk sådan at forstå at munken i virkeligheden skjulte at han var katolik. Læremesteren var en bedrager med vestlige sympatier. Da det blev afsløret rullede man ham helt ned i dalen og begravede ham levende med tre stokke han kunne lege med. Urban var ikke bedrøvet. Men den dag de pissende landsbyboere lagde sidste hånd på det nye rådhus af træ, det var tre måneder senere, sagde Urban de ret malplacerede ord: Kærlighed er at alle religioner er lige sande. Gustav Lassen på fire år havde aldrig i sit liv hørt noget så tomt og spidsede ører. Men Urban drog hjem og levede efter denne tåbelighed resten af sine dage og det kan man kun gøre ved at blive tv-vært.
