De tre ovenstående portrætfotos er fra Kulturen på P1.
Link:
https://www.dr.dk/radio/p1/kulturen-pa-p1
Det viser værterne.
Jeg leder flere gange om ugen, desværre, må jeg blankt erkende, forgæves, i indholdssynopserne til dette program efter et eller andet der interesserer mig. Desværre tager det formidlende og kommunikerende overhånd for de tre værter og jeg vil så gerne undskylde dem med at de bare er blevet lidt for dr-agtige af deres arbejdsmiljø, kulturradikale er den tekniske term, som min tilhører vil vide. Det er ikke det der gør mig småsur, for jeg har ligesom alle andre danskere vænnet mig til at det der kommer fra dr på kulturområdet som regel er fesent og tandløst. Det der gør mig småsur er: Jeg kan se at de tre fotos har noget tilfælles, som kan være med til at forklare “grundlaget for kulturtænkning” hos dr, men jeg er ude af stand til at sætte ord på det. Jeg ser kun sprogrod. Men det er jo ikke det værste. Jeg kan se at de er blevet “en tand for prægede”, dvs. nærmest hjernevaskede af at arbejde i dr, og så forestår der altså et arbejde med, småsurt, at rydde op i sprogrodet.
Jeg synes de har et forkert menneskesyn fordi de sætter formidling over det at give virkelig plads til mennesker med fantasi eller kunstnerisk praxis. Vi der har en kunstnerisk praxis vil, og kan selv, styre både programmerne og varetage både formidling og kommunikation for det er ikke så svært. Vi vil tale. Vi vil holde enetaler stort set uden at blive spurgt for vi kender jo ikke dem vi taler med og holder den nære, bilaterale samtaleform mellem nære og kære hellig. Vi vil altså ikke snakke løs med hverken journalister eller andre kulturpersonligheder for så bryder vi sammen psykisk. Vi laver ikke andet hele den udslagne dag end praxis, og, når det går højt, fantasi. De to menneskelige egenskaber er centrale for at danskerens horisont kan blive stimuleret og vedligeholdt. Enhver dag har nok i sin plage, står der i Prædikerens Bog og det er der noget helt almindelig menneskelig visdom i. Det er, hvorom alting er, uetisk at forvente at et menneske der tænder for et kulturprogram ikke har en levende forventning, der minder langt mere om ubevidst fortvivlelse end bevidst nygerrighed, om at kunne mærke sin horisont og se 360 grader rundt. Mange “hiin enkelter” derude trænger voldsomt til deres egen grundtvigianske horisont. For at føle sig som sig selv. Der er, med andre ord, en etisk, medmenneskelig forpligtelse som forfladiges ved at dr’s ideologi kommer til at fylde det hele. Så der er ingen public service i det. Og jeg er stadig småsur, for jeg kan stadig ikke se hvad de tre portrætter har til fælles.
