Oprindelig er jeg uddannet arkitekt. Det var derfor naturligt, at jeg efter studiet drog på udlandsophold til Polen, hvor jeg arbejdede på et offentligt toilet med at forhindre normale mennesker i at spejle sig. Proceduren var den gængse: Gemme sig og spionere i udstillingseksemplar af toilet i venterum lige overfor håndvaskene. Når folk spejlede sig, fløjte i togfløjte. Op af toilet. Kaste bold sammen med kollega. Virkede hver gang.
En dag kommer en lille mand ind på toilettet der, efter alt at dømme, absolut ikke er normal. Han bliver til blandt andet til beg og derefter sig selv igen, denne gang uden underbid. Da mit arbejde udelukkende består i normale mennesker hengiver jeg mig til andre aktiviteter, jeg dækker bord og repeterer nogle dansetrin. I det samme hører jeg manden slå en prut. Et øjeblik studser jeg og retter på en teske, så ringer jeg på klokken og Cathrine kommer snublende ind over dørtrinnet på en voldsomt komisk måde. Vi snurrer begejstret rundt et par gange i hinandens arme.