Carl Flemming Tibiscus rømmer sig.
“Jeg næsten tilbeder talemåden ‘Man kan ikke have en mand siddende som [indsæt det han gør sig skyldig i her]’. Det er en storborgerlig talemåde som bruges i bestyrelsesarbejde. Alene det gør tingene herlige. Alle de ting der står rundt om mig er herlige. Det er ganske vist billige ting, men alligevel.
Talemåden handler ikke om inkompetence men om uduelighed som igen bunder i en blanding af fire elementer: magtfuldkommenhed, selvfedme, højrøvethed og arrogance. Det er altså en udvidet korrumperethed der er tale om hvor personen i søgelyset tager sig friheder på andres bekostning. Det er ikke en overordnet dom for man tilføjer typisk ‘jeg ved ikke hvad han ellers render rundt og laver, han kan sagtens være en god familiefar’. Den slags talemåder skal vi huske på for vi sidder alle i flere bestyrelser uden at tænke over det.
En person fra storborgerskabet der lader som om vedkommende ikke forstår dette er egentlig ikke bedre end en flipproletar. For man skal hverken snobbe nedad eller opad. Man skal slet ikke snobbe. Man skal være den man nu engang er.”
