Der bliver talt om ingredienser. Pakket smør ud. Slået æg ud. Fundet skåle frem. Rørt og gjort ved. Køkkenet er fyldt med aktivitet.
»Jeg skal bruge to alvorlige æg.«
Der bliver grint lidt af vitsen. Æg kan ikke være alvorlige.
»Kan du ikke lige række mig din hånd?«
Igen griner de to voksne mænd. Man kan give en hånd, men ikke række en hånd. Hvor kommer den utrolige indforståethed fra? Det virker på Den Anden Avis’ medarbejder som om de har kendt hinanden længe.
»Maredjøngade, prøv lige at læne dig ind over gryden.«
Selvom der ikke er noget umiddelbart morsomt i opfordringen eller formuleringen udløser den latter hos den stenrige mælkemand og advokaten. Kan det være rigtigt? Er det så sjældent de to mænd foretager sig noget der er forbundet med og forløser en umiddelbar glæde? Igen og igen trodser disse to fantastiske mænd deres indskydelser til at lave kagen på deres egen måde, med skøder og for meget mælk. Og det mest utrolige er næsten at kagen vil blive tør eller ligefrem mugne hvis den ikke bliver spist forinden. Selve deres værk, denne ufattelige kage.
