Hvordan skulle jeg kunne præke mildhed. Mildhed er sådan en vanskelig ting at tilvejebringe. Den er som et træ der essentielt set kun er sig selv hvis alle bladene er der og jeg er temmelig sikker på at et af bladene er tilpas afmålt selvforagt. På mine utallige indre rejser har jeg sjældent set min mildheds træ. Træet er ikke selvlysende, det gør ikke stort væsen af sig og for mig har det ikke spillet den store rolle, det er ikke et træ jeg længes efter eller som har spillet nogen bevidst afgørende rolle i mit hidtidige liv. Det hænger sammen med at jeg altid har set Kristus som en energisk mand der ofte var vred og satte hellig vrede mellem nærtstående og væltede vekselerernes borde af vigtige og principielle grunde. Ikke ulig Ensors Kristus-portræt som spillede en vis uklar rolle for mig i min ungdom. Men Kristus kunne også være mild. Den modernistiske skrivekunst, dramatikken ikke mindst og senest autofiktionen, udforsker ofte det Paulus i sin kærlighedsdefinition benævner usømmelighed og spørgsmålet er om vi er tæt på smertepunktet om vi kan bære mere hæsblæsende ungdommelig energi når mildheden, mildheden som sammen med barnligheden er en talers eneste adkomst til at rejse sig op, mildheden som giver en selv og andre mennesker plads og handlekraft og ærligt mod, mere er som en lille mumifigur der sidder og græder stille. At negere dæmoner er ikke den eneste vej til godheden. Smutvejen lå jo der på Jespers Mors kaffebord i form af en kaffebordsbog om engle. Jeg fandt det ikke umagen værd at læse om typer af engle fordi jeg er et symptom på min tidsalder. Hvor har engle fået lav status i kunsten. Modernismen har været ligeså ond og hård som industrialiseringens spøgelser der drev Marx til systematisk opbrud. Men jeg kan ikke se al den ensomhed som mild. Var det ikke på tide at vedtage at Internettet er ensomt, at telefoner er ensomme og at sandheden også rummer mildhed.
