»Men det er dig som publikummer og ikke mig der skal være mere filosofisk.«

Nå. Jeg troede ellers det var dig der ville være mere filosofisk.

»Hvorfor troede du det?«

Du sagde jo, at dit foredrag var planlagt til at være en filosofisk undersøgelse hvor ny viden blev indvundet og analyseret på aller højeste plan.

»Synes du mine løfter blev indfriede?«

På ingen måde. Du talte næsten kun om ribs.

»Det synes jeg ikke.«

Der var næppe en sætning af det du sagde som ikke rummede mindst et af de ribs som lå på den pult der står foran talerstolen.

»Det var intelligent af dig.«

Der er dage hvor jeg næsten ønsker jeg ikke var uddannet journalist, men var digter i stedet, så jeg havde bedre forudsætninger for at præsentere læseren for en undertrøje så enorm at den kan sidde på en olietanker der er 288 meter lang. Mysteriet ville ganske enkelt tage sig bedre ud i læserens fantasi hvis mystikken omkring forbindelsen til den store flydende hat blev tegnet med al den herlige formfuldendthed som en sådan mystik omkring kræver. Jeg er ikke bekendt med at der i hele den vide verden skulle have udspillet sig nogen større og vigtigere mystik omkring i de sidste mange timer. Så jeg vil afslutte første beretning fra Atlanten, for Atlanten er det jo, hvad skulle det ellers være, med ordene: Hvilken mystik omkring!

»Det er en fornøjelse at se ting gennem dig.«

»Tusind tak! Jeg synes du er vældig god til at transportere vand og andre væsker.«

»Tak for komplimenten! Hedder du ikke Erik?«

»Ha ha! Bestemt ikke. Jeg hedder Jon.«

»Ha ha! Jamen godt så.«

»Ha ha! Din jakke er krøllet.«

»Ha ha! Det er med vilje.«

»Ha ha! Virkelig?«

»Ha ha! Ja. Krøllerne i jakken er et tre-dimensionelt anskuelsesbillede som viser Denver i kridt-tiden.«

En anden interesseret køber var en mand der formår at skelne mellem lyd- og tekst-versioner af vejrudsigten.

Øhm.

Øhm.

Tobakshandleren havde held til at flygte tværs igennem butikken over i det andet hjørne, hvor han blev overmandet af en ganske almindelig ung kvinde uden arbejde og med to tænder i munden.

Romanen har en helt vanvittigt interessant grundidé: To soldater på mission i et fjerntliggende landområde får alt det på, ligesom tøj, de ser. Nålene fra et nåletræ bliver til bukser i det de flyver gennem luften og barken bliver til halvbehagelige sko. Når de ser på hinanden bliver de til jakker og når de ser på jakkerne bliver de sig selv igen, men på en ny måde. Selvom denne næsten præmis for romanen fylder godt op i et ellers spændende plot og forstyrrer lidt, er det da spændende og utrolig godt lavet af forfatteren da den ene soldat, ham der hedder Gustav, ser på et akvarium og fiskene bliver til en ny livrem, der kan holde hans bukser oppe. Den anden hedder Ivan.