Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min “fornemmelse” er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)

Jeg gik hen til havebordet og kiggede ned i den grønne lerskål. Uvejret havde destrueret mine chips. Uden dem var jeg hjælpeløs når det elendige tv-show om lidt ville tage sin begyndelse i stuens hvide lædersofa. Jeg måtte lægge andre planer for aftenen. I det samme gav det sig til at regne igen. Jeg indså at jeg havde smækket mig ude. Historien må have gentaget sig. Regnen må have destrueret mig. Nogen må have fundet ødelagte mig og de ødelagte chips og reddet begge dele på bedste beskub. Men hvorfor havde jeg et næb? Hvorfor bar jeg grønne bukser? Og hvilken rolle spillede du i historien? Jeg gik helt hen til dig. Du stod helt stille og stirrede frem for dig med sammenklemt mund. Du fnes. Jeg tiltalte dig på tyrkisk. O store Salimar! Jeg bringer dårligt nyt. Dine fødder bekriger hinanden ved at beskyde hinanden med hasselnødder som du samler op mellem tæerne. Stop det eller jeg må beslaglægge dine specialsyede tennissko. Lyttede du til hvad jeg sagde? Var du koncentreret om et regnestykke? Stod du simpelthen i dybe tanker? Det regnede for tredje gang. En lille, forpjusket mand indfandt sig. Han havde umådeligt travlt. Hvis jeg bliver ved med at fortælle ender det med at antallet af bogstaver i min beretning overstiger antallet af græsstrå.

Det vides at familien har haft problemer. Det er noget skidt. Nis Petersen og så videre. I denne dybe nat og hvad har vi. Skal millioner af mennesker uønsket blive til. Og døendes utalte formationer skal gaa ad veje, som de ikke vil. Klasseloyalitet keder mig til døde. Men familien har haft problemer.

For mig er det indeholdt i både næstekærlighedsbudskabet og den gyldne regel at man skal VILLE sine medmennesker. Det har jeg altid gjort. I hvert fald næsten. Indtil jeg ikke har kunnet mere fordi den anden ikke har vidst hvad det vil sige at ville sine medmennesker. Der er mange der slet ingen forstand har på det med at ville sine medmennesker. Lad det være sagt til advarsel for min ungdommelige læser. Dem der hævder at man skal vælge sine kampe OG ville sine medmennesker er forvirrede og fulde af modsigelser for det kan man ikke. Hvis en mand mandigt vil sit medmenneske er gensidighed en selvfølge. Det er bare kærlighed. Med mindre der er tale om et medmenneske som ikke har tilstrækkelig tillid og grundlæggende kærlighed. Eller har det så svært med sig selv at det er svært at have et selv og være et. Man skal jo begge ting. På een gang.

Ak ja…

Dette er en skabagtig bog! Køb den endelig ikke! Selvom den foregår for 100 år siden hvor markarbejdere sled forfærdeligt fra morgen til aften til en yderst ringe løn, fokuseres der i bogen alt for lidt på det jeg vil kalde social indignation og alt for meget på det jeg vil kalde surhed og gnavenhed. Det er ren tomgang og Charles Dickens uden hjerne! Da hovedpersonen, John Petersen, på et tidspunkt i kapitel otte får en maveplasker bliver han så mopset at han først viser sig igen efter tre kapitler. Senere, i forbindelse med en tidlig socialdemokratisk demonstration, får han sæbevand i øjnene mens han bader løs inde på byens hotel samtidig med at demonstranterne defilerer forbi nede på gaden. Vi får intet at vide om hvad der kæmpes for under de røde faner og hvad der videre sker i kampen for mindsteløn og organisering af arbejderne i fagforeninger, kun at John Petersen kaster sæben fra sig i arrigskab. Man får indtryk af en virkelig negativ mand uden hjerne! Er forfatteren gal? Vanvittig eller i stand til at skjule at han kan bruge hovedet? Bogen er en opvisning i overstrømmende uduelighed. Selvfølgelig! Nu forstår jeg! 1000 gange undskyld, men erkendelsen kom som et lyn. Det er jo toksisk maskulinitet bogen handler om!

Jamen, vi kan ikke tåle dem. Deres sprog støder imod vores. Jamen hvad er de for nogen mennesker. De æder sig ind på os. De er forfærdelige.

Den Uendelige Historie af Michael Ende passer næppe til Kaninbjerget af Richard Adams. Der er noget stærkt bekymrende her i. Hvis mennesker i din ungdom eller blot i din alderdoms ungdom påstår overfor dig at du ikke passer til verden så bare ignorer deres ord men tænk på at de nok har oplevet noget med nogen de holdt af som gjorde at de ikke holdt helt så meget af dem længere samt at de har været i denne fortvivlede usikkerhed alt, alt for længe.