Hvorfor læster jeg så filosofi? Velsagtens fordi filosofi er en glad videnskab.

Derfor VIL jeg kun se alvorlige digte for mit aje.

Jeg er specialtrænet til at synes en hel masse mennesker er prægtige. Det gør mig sårbar for det er de så langt fra. Derfor må jeg gemme mig. Jeg gemmer mig ikke i verden, men i skriften. Nogen gange kan man se mig, andre ikke. Det er således ikke givet at jeg er i dette lille tekststykke.

Du bor i en rødbøg og lige nu stikker du hovedet ud. Smart ikke?

Min tandlæge står nærmest på en bakkekam. Det minder om en stregtegning eller et diagram. Men han er langt væk. Jeg minder om ham. Jeg er også langt væk.

Fuck, hvor medierne regerer med sindene i disse såkaldte sorte, usikre tider. Dit sind og mit sind. Men vi skal kæmpe for litteraturen. Samtalen, lytningen, det at passe på hinanden, kærligheden. En dag bliver min tandlæge til et juletræ.

De tilhører dem blandt menneskeslægten hvis veje er skiltes og behovet for samvær er forsvundet. Men hvis jeg sad lige ved siden af den gode Gud, selvfølgelig på venstre side, så ville jeg prikke til Skaberen og Kærlighedens Gud og spørge om Fredo og Fredo alligevel måtte se hinanden. Og jeg ville gøre det fordi de hver ejer halvdelen af et fuldkommen uerstatteligt lersmykke.

Jeg er en flue på væggen. Vil ikke være brandmand. Kan godt lide hjelme. Når de sidder på andre.

Året er 1728. Der er kun sølle 40 år til 1768. Hvad kan vi ellers oplyse?

Henrietta sidder og karter. Hun er rolig. Men hovedet er fyldt med tanker om den forestående bæverjagt med Morten Hjerl-Hansen. Jeg skal jo være med så det bliver rigtig postmoderne.

Bæverjagten er en stor overtalelsesopgave som mislykkes fordi bæveren ikke vil fanges. Bæveren vil være i fred.

Der var delte meninger om David. Nogle syntes han var helt igennem fjong. Og så var der dem i landsbyen der vurderede at han var en skid. Men både David og disse to grupper mennesker var ligegyldige. Det der betød noget var dig.

Du kom cyklende igennem den store by mens det sneede. Du udgjorde Katjas fundament.

Man kan sige du var hendes kerne. Men du var også vigtig fordi du havde betydning i dig selv, fordi du var en selvstændig person.

Det sneede på cyklen. Bagagebæreren blev helt fyldt med sne. Hele stellet blev ubrugeligt på grund af sne og du måtte lægge cyklen i vejkanten.

Du vandrede gennem New York mens solen brød igennem. Himmelhvælvet over dig udgjorde Katjas mave og højt oppe over det hele kunne du fornemme selve hendes hoved der sansede verden og gjorde hvad man ellers gør med et hoved.