Grundtvig kommer svingende i sin lille praktiske Grundtvigbil. Jeg stiger ind ved siden af ham.
“Hjertet taler til os om et håb der er større end håbet om et godt liv her på jorden. Et håb der gerne omfavner lykken, men et kærlighedens håb som samtidig er et åndeligt håb der på en yderst sindrig måde er knyttet til praktiske ting som det politiske. En sindrig måde som det ikke står i min magt at gennemskue. Et håb om brodersind, om søskendesind. Skulle jeg komme og sige at kristendommen kan reduceres til en serie dogmer. Nej. Skulle jeg komme og sige at Islam, Jødedom, Hinduisme og andre religioner kan. Nej. Men at hævde at jeg intet ved om Det Store Håb ville være løgn, ja, tilmed hvad jeg ville anse for en formastelighed. Jeg ser på Huset Danmark og tænker på det gamle ord om at når fattigdommen går ind ad døren flyver kærligheden ud ad vinduet. Jeg ser ingen måde at tale om Det Store Håb i sekulære termer. Sproget er for rigt. Opladet med en kraft som du og jeg kan bruge, passivt såvel som aktivt, til hverdag og til fest! En kraft der er skabt til os alle hver især, så vi kan få noget godt ud af livet med hinanden. Vi skal ikke bruge sproget ej heller vores intellektuelle overskud til at nedgøre.”
Du peger på hjertet.
“Jeg mener godt man må pege på hjertet. Det er det jeg gør ovenfor. Jeg efterlyser altså en ny Grundtvig. Jeg efterlyser ikke en bog der hedder Samtalens Svære Kunst, for det Lutherske ene-og-alene-stork sidder dybt i os. Vi skal have lov til at være alene. Ruge, våge, væve, bede.”
Pas lige på den firhjulstrækker.
“Jeg anser en folkebevægelse grundlagt på selvbevidst analyseren for urealistisk og taktisk ringe.”
