»Der var en fyr forbi i går. Han gik rundt om mig flere gange. Han kunne ikke se noget.«
Vitos Androlikos har efter eget udsagn ingen bil. »Den bil der holder ude i indkørslen er ikke min. Jeg har den kun til låns. Det er lidt indviklet at forklare.«
»De store pæne kasser her der står fint rundt omkring, fyldt med fine ting, er ikke mine. Der var en forbi i går som ikke måtte låne mine ting. Ret beset tilhører de jo mig.«
Jeg er kommet lidt tættere på Vitos som altså indrømmer at nogle af de ting der er i kasserne tilhører ham.
»Jeg vil ikke sige at tingene forklarer mig. Hvem jeg er. Måske denne her blå bille. Men jeg ligner ikke den. Jeg ligner det du kan se.«
Vi afbrydes af en trutten udefra og ser begge ud ad vinduet.
»Nu begynder jeg at snakke sort. Men dén kvinde dér. Hende har jeg altså lært at kende.« »Jeg snakker sort. Jeg siger noget ingen i hele verden kan forstå.«
