En af livets mest skønne foreteelser er at notere sig forskellige ting på en måde hvor man kombinerer ens egen holdning med andres holdning og tilsætter den analytiske sans. Ens egen holdning alene gør det ikke. Den er utilstrækkelig og grænser op til både den vældige tomhed mellem atomkernen og elektronskallen og uopfindsomheden som den kendes fra spillereglerne for bob. Når man noterer så er man der virkelig. Sådan er dagligdagen for mange. Derfor er samfundet i rivende udvikling, for den slags er da kedeligt. Et af de steder ændringerne sker er i skønlitteraturen. Det er derfor altid spændende når romankarakterer og digtere noterer sig forskelligt. Sherlock Holmes lærer os at det kun er virkelig syrede folk der evner at notere. Derfor er Sherlock Holmes ringe. Det er jo os selv, alle, der evner det! Mange folk er dog uhyrligt indviklede og tror ikke helt på sig selv når de noterer. Det lader de andre om. Det er en fejl. Det er også særdeles forkert når vi korrigerer en andens dyrebare notering. Det svarer til diskuterende parkeringsvagter. Det er ikke noget man ser så tit.
Jeg tror og håber at jeg med The Other Newspaper lærer folk hvordan de skal leve. For mig handler min skrivning og læserens læsning om noteringstræning og intet andet. Det tror jeg faktisk også Johnny Cash tænkte selvom det var Woody Guthrie der fik hele æren for at Bob Dylan så lyset og begyndte at lære folk hvordan vi skal leve.
Van Gogh, som vi kun behøver at opleve et par gange i livet og som jeg netop har genoplevet på Arken, lærte os hvad vi faktisk kan se. Det er meget berigende og enestående og det skærper bestemt vores noteringsevne.
