Hvad er et menneske for dig?
“Mennesket er en festlig nuancedetektiv.”
Det er lige præcis korrekt svaret. Ja, nu er jeg sandt at sige blevet påvirket af at have læst din bog, opløftet er nok snarere det rette ord. Oprindelig havde jeg et mere forsigtigt og vist nok mere nuanceret syn på mennesket. Også mere komplekst. Men du hævder at mennesket er en festlig nuancedetektiv og hvad mener du egentlig med det?
“Jeg mener at mennesket først og fremmest danser.”
Det er helt åbentlyst noget ævl. Hvad mener du mere?
“Det er ikke noget ævl. Så mener jeg, at mennesket altid er på jagt efter at mene det vi mener, men på en mere nuanceret måde end vi gjorde før.”
Det mener jeg heller ikke du har ret i. Mener du mere, for hvis du kun mener de to fjollede ting, så mener du intet? Så er du komplet tomhjernet.
“En masse! Men er det ikke en fest for dig at sidde her overfor mig og køre dit bavl af?”
Måske. Jo. I virkeligheden.
“Men du opfører dig ikke menneskeligt i forhold til nuancerne. Jeg får faktisk lyst til at ætse dig bort.”
Jeg er lavet af plastik.
“Jeg tænkte det nok.”
Er det ikke umenneskeligt overhovedet at tale om at et andet menneske er umenneskeligt?
“Jo, hvad er menneskeligt?! Se! Du aner det ikke! Men jeg mener at mennesket er en festlig nuancedetektiv.”
Fest og nuancer er modsætninger.
“Har jeg påstået andet?! Hør! Du har slet ikke læst min bog.”
Jo. Men så uddyb venligst dine synspunkter, så læseren kan følge med.
“Du er den sureste journalist jeg har mødt.”
Hvad er en fest?
“Blå glas. Pænt tøj.”
Hvad mere?
“Indbydelse.”
Og hvad mere?
“Skind.”
Skind?
“Skind som stenalderfolk gik med.”
Hvorfor gik de med skind?
“De gik fra festen. De skulle hen et sted med dem.”
