At sideordne åbent er et kapitalistisk greb, hvorimod at nuancere lidenskabeligt er en intellektuel bestræbelse.
Bliver du aldrig træt i hovedet af at sideordne hudfarver, religioner, politiske overbevisninger, osv. osv. Jeg gør. Jeg bliver knald træt af det.
Der er intet ædelt ved at være en søgende sjæl.
Vores tid dumhedsoverfladiskhed ligestiller de unuancerede “voksne” filosofiske spørgsmål som Hvad er meningen med livet? med de nuancerede, skarpsindige spørgsmål som Hvis de ting der sker er meningen, hvordan er vi så stillede?
Jeg tror ting sker med en mening. Søgende sjæle hader selve den ide, men jeg erklærer mig villig til at bruge mit liv på den nuancerende bestræbelse frem for at hengive mig til noget så latterligt som at “kultivere min åbenhed”.
Søgende sjæle hader nuancer. De er hverken lidenskabeligt optagede af hvor de er eller hvor de skal hen.
Søgende sjæle hader skellet mellem væsentlig viden og uvæsentlig viden.
Søgende sjæle ser på skaberværket med påtaget imponerethed der skjuler en enorm fejhed og uvilje imod at lære det de trænger mest til at lære, nemlig den bilaterale samtale.
“Tag stilling” betyder i dag “Find din egen letforståelige, dvs. kommunikerbare måde at være åben på.”
En søgende sjæl oplever eksistensen i armslængde i stedet for at deltage åbent og ærligt.
Jeg kan godt lide mennesker, men se engang på ytringen: “Jeg elsker dig min bror, fordi du er en søgende sjæl”. Sikke noget forbandet vrøvl! Det er ulækker tale!
Lad os nu give os selv og hinanden lov til at være angste og usikre. Som filosoffen Harbo Petersen siger: “Det er den del af angstusikkerheden som har med usikkerhed at gøre som får os til at stå mest knivskarpt elskelige.”
