”Aj, altså. Jeg kan ikke tåle sprog der virker som lal. Jeg vil have autofiktion og centrallyrik og kortprosa. Jeg vil have fine ting til min fine sjæl. Nej, forresten. Til den fine del af min sjæl altså. Og ærlige. Og øh.”
Meget ofte er sprog i menneskemund netop lige præcis lal. Jeg mener at der er en kunstnerisk dybt vigtig opgave i at tilgå dette lal på en nuanceret måde. Udstille det på dets egen banehalvdel.
”Aj, altså, Morten. Der er ingen nuancer i lal. Lal er bare lal. Ikke kunstnerisk kvalitet.”
Så har du hverken beskæftiget dig med endsige forstået den sprogfilosof der er bred konsensus om er den største siden Immanuel Kant, nemlig Wittgenstein. Hele emnet for hans tænkning og foredrag i Cambridge i ’30erne og ’40erne er lal eller sprogrod. Hans indsigter er blevet ”brugt kunstnerisk” af talrige forfattere.
Sproget er på mangfoldige og nuancerede måder det mest ætsende og frygtelige våben der overhovedet findes. Derfor skal sproget undersøges. Vi kan i mine øjne godt opgive at mestre sproget til fulde når vi laver ”fin” kunst. (Ordet ”fin” er også sprogrod eller lal. Det bruges alligevel til hudløshed.)
Man må give mig ret i at det er sproglal når sproget misbruges:
Sproget kan bruges i vores indre dialog til at stivne i vanetænkning (Lal!)
Det kan bruges i vores indre dialog til at stivne i selvhøjtidelig vanetænkning (Lal!)
Det kan bruges til at fortie ting som burde blive sagt åbent og ærligt (Lal!)
Det kan bruges til at bebrejde uretfærdigt, udskamme og dæmonisere. (Lal!)
Det kan bruges til at vildlede befolkninger. (Lal!)
