Home Non-categorized Lasse ævler om frugter han lige kan komme i tanker om

Lasse ævler om frugter han lige kan komme i tanker om

1070

“Bananer. Hæ. Aner ikke hvorfor jeg kom til at tænke på dem først. De stemmer jo på Venstre. Det er nok fordi de er både krumme og gule. Men det er ligesom at denne krumhed og gulhed går op i en højere enhed. Men en egentlig høj enhed er der selvfølgelig ikke tale om. Snarere en enhed så uhyre lav at det ingen rolle spiller om det er en enhed eller en tohed. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal udtrykke hvordan disse to egenskaber går så godt i spænd. Måske er det vanens magt der få os til at forvente at en banan er gul og krum, men det er næsten et for stærkt udtryk, vanens magt bruger man til at tænke over livet i alvor, når man vil forbedre sig, ja, sørge over handlinger der måske ikke var så smarte. Måske vil mine tilhørere derfor tilgive mig disse forbeholdne og i virkeligheden måske lidt for ordrige og akademiske holdninger til bananen. Det hænger sammen med den jeg er. Det handler altså om mig og bananens natur. Ikke først og fremmest dens dyrkningsmetoder. Ikke først og fremmest dens status som vare. Nej. Bananens natur. Min natur. I en skøn blanding hvor jeg træder frem, et menneske, forvirret og sårbar, men også ind imellem grov og fuld af fejl. Bananen er mere lettilgængelig. Sådan må det nødvendigvis være. Et fødeemne, men bestemt også en genstand, hvor det giver mening at filosofere. Jeg er måske erhvervsskadet fordi jeg har læst filosofi, men jeg synes virkelig det er vigtigt at træne hjernen i at filosofere. Det er der alt for få der er i træning til og det har nogle helt, helt, ja, stygge samfundsmæssige og personlige konsekvenser for alle der overhovedet har set en banan, eventuelt blot i en kikkert. Bananer er bare bananer og jeg skal altså videre til de andre frugter for derved at demonstrere at min viden er som alle andres og dermed at jeg er som alle andre. Men desværre tror jeg ikke det giver mening, eftersom min klare holdning er, at mennesker er ufattelig forskellige. Jeg fik en munter og finurlig invitation af The Other Newspaper til at opregne frugter jeg lige kunne komme i tanker om, for at offentligheden skulle opnå et første kendskab til min ringe person. Et positivt billede der både var kærligt og realistisk. Jeg takkede ja, med det forbehold at man fra redaktionens side tillod mig at kommentere min frugtliste undervejs. Det har jeg forsøgt efter bedste evne og jeg tror egentlig det er nok. Du kender de frugter der er værd at kende til. Tag nu afsted på din rejse.”

Previous article2013 Barolo “Ascheri”, Tenuta Reverdito, la Morra
Next articleNy bog: Jim Bom
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)