Home Non-categorized Pudseløjerlighed, svaghed og styrke: “Gunnar og Michelle”

Pudseløjerlighed, svaghed og styrke: “Gunnar og Michelle”

1909

Alle danskere ved hvor befippet Robert Knudsen bliver på side 16 i Hubert Takhøjs bog “Gunnar og Michelle” da Huberts hustru, Kaliser Stevnskilde, tager fat i hans overarm og dermed siger “vær stærk” på det forkrøblede sprog de har afviklet igennem 14 års ægteskab. I lyset af de frygtelige konsekvenser af deres diskussion med hovedpersonerne om fordelene ved at have underbid på side 5 må man som læser konstatere at deres fælles magtesløshed da de går ind til mødet med lorteborgmesteren kulminerer med Kalisers angstfulde greb i armen. Det et er et sørgeligt og foruroligende skæbnesvangert vidnesbyrd om at de ikke elsker hinanden rigtigt fordi de ikke kender endsige forstår hinanden. Man glæder sig i sit hjerte over at bogen handler om Gunnar og Michelle om hvem man roligt kan sige sagen er en ganske anden.

Gunnar har modet til at opspore og indtage upopulære holdninger og Michelle bakker ham op hen ad vejen selv efter de er blevet skilt. Også da han via internettet morser til en intetanende Professor Brik at 15 + 15 = 15.

Flere mennesker jeg har mødt sætter lighedstegn mellem karakterstyrke og det at have sine meningers mod. Mon det virkelig forholder sig sådan? Det tror jeg ikke. Da Kaliser forelsker sig i Hubert tror hun netop på det. Men hun overser at det med at have sine meningers mod og forsvare meningsfulde upopulære holdninger er en balancegang, hvor man trækker lidt fra og lægger lidt til. Mod handler først og fremmest om livet og sekundært om hvordan man forvalter sine talenter. Præstationer overbeviser mig aldrig. Hubert bygger en meget lille kopi af Eiffeltårnet. Gunnar vælter det. Gunnar aber efter og bygger en lidt større kopi af Eiffeltårnet. De vælter det sammen på side 43, men undlader ikke at rejse det op på side 52. Fordi de er venner. Fordi Hubert Takhøj holder af mennesker.

Previous articleKvinder kan ikke rigtig noget og mænd kan egentlig heller ikke rigtig noget
Next articleMorten does Rufus
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)