Alle danskere ved hvor befippet Robert Knudsen bliver på side 16 i Hubert Takhøjs bog “Gunnar og Michelle” da Huberts hustru, Kaliser Stevnskilde, tager fat i hans overarm og dermed siger “vær stærk” på det forkrøblede sprog de har afviklet igennem 14 års ægteskab. I lyset af de frygtelige konsekvenser af deres diskussion med hovedpersonerne om fordelene ved at have underbid på side 5 må man som læser konstatere at deres fælles magtesløshed da de går ind til mødet med lorteborgmesteren kulminerer med Kalisers angstfulde greb i armen. Det et er et sørgeligt og foruroligende skæbnesvangert vidnesbyrd om at de ikke elsker hinanden rigtigt fordi de ikke kender endsige forstår hinanden. Man glæder sig i sit hjerte over at bogen handler om Gunnar og Michelle om hvem man roligt kan sige sagen er en ganske anden.
Gunnar har modet til at opspore og indtage upopulære holdninger og Michelle bakker ham op hen ad vejen selv efter de er blevet skilt. Også da han via internettet morser til en intetanende Professor Brik at 15 + 15 = 15.
Flere mennesker jeg har mødt sætter lighedstegn mellem karakterstyrke og det at have sine meningers mod. Mon det virkelig forholder sig sådan? Det tror jeg ikke. Da Kaliser forelsker sig i Hubert tror hun netop på det. Men hun overser at det med at have sine meningers mod og forsvare meningsfulde upopulære holdninger er en balancegang, hvor man trækker lidt fra og lægger lidt til. Mod handler først og fremmest om livet og sekundært om hvordan man forvalter sine talenter. Præstationer overbeviser mig aldrig. Hubert bygger en meget lille kopi af Eiffeltårnet. Gunnar vælter det. Gunnar aber efter og bygger en lidt større kopi af Eiffeltårnet. De vælter det sammen på side 43, men undlader ikke at rejse det op på side 52. Fordi de er venner. Fordi Hubert Takhøj holder af mennesker.
