Jeg har mødt folk der sagde at de “da” var lykkelige. Altid dette da. Jeg må have ramt et eller andet, for de er altid sunket sammen på jorden i samme ubekvemme stilling og gentaget for sig selv: dada. Derfor forstår jeg ikke mennesker der jager lykken.
Jeg mener derimod på det bestemteste der er grund til at gradbøje ulykkelighed, det er der mange kærlige og praktiske grunde til, men ligesom lykken kan vi heller ikke rigtig mærke ulykkeligheden. Vi tumler ligesom bare frem hver især, omtågede. Engang imellem er vi forelskede.
Nu magt. Er der ikke noget helt naturligt i at vi ind imellem tager magten over hinanden når nu vores betingelser for udfoldelse er så begrænsede. For at sikre underholdningen. Jeg ved det. Jeg lever i et gråt univers. Derfor er det godt vi har fjantehoveder som doktor Tobias Svovl der kan opmuntre os med værker som “Giv agt, Christiansen! Mænds og kvinders psykiske sygdomme udviser forskellige mønstre”.
Tak for bogen “Giv agt, Christiansen! Mænds og kvinders psykiske sygdomme udviser forskellige mønstre”
“Du ligner ikke et typisk individ fra bogens målgruppe.”
Jamen jeg fik meget ud af den. Da jeg gik i gang var jeg forbeholden. Jeg sad selvfølgelig i sofaen med en fordom om at psykiske sygdomme, herunder vanvid, er kønsneutrale.
“I sofaen?”
Sure røvhul.
“I sofaen?
Ja.
“Hvor meget koster sådan et uhyre?”
6000 kroner.
“Men ved du hvad jeg fandt ud af da jeg havde skrevet bogen?”
Næh.
“At jeg er tosset.”
Men kompromitterer det dit værk med alle dets vægtige observationer, klare analyser og grundige empiri?
“Kalder du det grundig empiri at ligge oven på en ørn?”
Hvorfor ikke?
“Folk elsker ørne. Det var et beskidt kneb.”
Folk elsker alt der flyver.
“Vel ikke imens det flyver?”
Så kan man holde en pause.
