Home Non-categorized Jeg har aldrig mødt en lykkelig

Jeg har aldrig mødt en lykkelig

1828

Jeg har mødt folk der sagde at de “da” var lykkelige. Altid dette da. Jeg må have ramt et eller andet, for de er altid sunket sammen på jorden i samme ubekvemme stilling og gentaget for sig selv: dada. Derfor forstår jeg ikke mennesker der jager lykken.

Jeg mener derimod på det bestemteste der er grund til at gradbøje ulykkelighed, det er der mange kærlige og praktiske grunde til, men ligesom lykken kan vi heller ikke rigtig mærke ulykkeligheden. Vi tumler ligesom bare frem hver især, omtågede. Engang imellem er vi forelskede.

Nu magt. Er der ikke noget helt naturligt i at vi ind imellem tager magten over hinanden når nu vores betingelser for udfoldelse er så begrænsede. For at sikre underholdningen. Jeg ved det. Jeg lever i et gråt univers. Derfor er det godt vi har fjantehoveder som doktor Tobias Svovl der kan opmuntre os med værker som “Giv agt, Christiansen! Mænds og kvinders psykiske sygdomme udviser forskellige mønstre”.

Tak for bogen “Giv agt, Christiansen! Mænds og kvinders psykiske sygdomme udviser forskellige mønstre”

“Du ligner ikke et typisk individ fra bogens målgruppe.”

Jamen jeg fik meget ud af den. Da jeg gik i gang var jeg forbeholden. Jeg sad selvfølgelig i sofaen med en fordom om at psykiske sygdomme, herunder vanvid, er kønsneutrale.

“I sofaen?”

Sure røvhul.

“I sofaen?

Ja.

“Hvor meget koster sådan et uhyre?”

6000 kroner.

“Men ved du hvad jeg fandt ud af da jeg havde skrevet bogen?”

Næh.

“At jeg er tosset.”

Men kompromitterer det dit værk med alle dets vægtige observationer, klare analyser og grundige empiri?

“Kalder du det grundig empiri at ligge oven på en ørn?”

Hvorfor ikke?

“Folk elsker ørne. Det var et beskidt kneb.”

Folk elsker alt der flyver.

“Vel ikke imens det flyver?”

Så kan man holde en pause.

Previous articleJørgen bor her ikke mere
Next article50 år for to dage siden: Hepse Hvepse
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)