Præsentationen af Aljosja er dejlig. Jeg bliver mindet om at alle mennesker på en måde er Aljosja fordi alle rummer en masse godt. Men den er også lidt farlig. Hvor er Kristus der vælter bordene? Hvor er, med andre ord, den retfærdige vrede og den nødvendige fordømmelse af røvhullerne, dem der er imod Kristus? Det hele bliver lidt for Paulusagtigt. Dostojevskij ved mere om kærlighed end om mennesker, men hvad betyder dette udsagn? Ja, det betyder for Søren at der endnu ikke er blevet præsenteret et eneste komplet, endsige modsætningsfuldt menneske. Skuffende, i lyset af at denne bog har ry for at være verdens bedste. Jeg er skuffet over visse aspekter af fremstillingen af Far Fjodor. Han ville være værre hvis han spottede dem han elskede op i deres åbne ansigt, altså drillede ondt og nedgjorde destruktivt i selve samværet, eller mødte vrede med vrede i samtaler, eller smed mennesker på porten han kendte og elskede. Ingen af disse ting gør han, så derfor nægter jeg indtil videre at han er en skurk. Jeg nægter dermed også at Dostojevskij forstår mennesker godt nok til at forstå hvad dårligt selskab, altså en skurk, er. Når han skriver direkte tale er han direkte dårlig.
