Jeg er interesseret i højsind af to grunde 1. det gør mig glad og rustet til dagen 2. det gør at jeg kan fastholde glæden bedre end jeg ellers kunne, dvs. i omegnen af én dag ad gangen, hvilket er tilstrækkeligt.
Jeg kan ikke påstå at jeg kan forklare højsind bedre end at henvise til at jeg bliver opløftet af at blot at kaste blikket på et par linjer af mine 7 tænkere. At læse En Dejlig Torsdag opløfter mig på en måde som ingen anden bog gør.
Det er ikke en kæmpe indsats at læse lidt i mine 7 tænkeres skrifter ofte. Det er en særlig indsats. Denne særlige indsats belønner mine læsere med et vist mål af respekt: kærlighed, beundring, trofasthed, høflighed og diskretion. Tilbedelse? Underkastelse? Fornedrelse? Påtrængenhed? Nej tak. Der er intet ved min personlighed som lægger op til de fire ting forudsat at man forstår det jeg skriver, dvs. forudsat at man kan læse.
I Danmark identificeres højsind med kækhed, hovmod og arrogance.
Jeg ville ønske jeg kunne sige en fiffig ting som:
Jeg har for lidt jordforbindelse til at Janteloven generer mig.
Det er jeg for psykisk sårbar til at mene eller stå ved.
Jeg har egentlig altid fundet forestillingen om at sublime tænkere er bedre mennesker end andre fuldstændig forrykt.
Men at tilvælge højsind er al ære værd. Det har mine yndlingsforfattere gjort. I deres liv. Lavsindet er der jo alligevel. Men den særlige indsats betyder noget. En hel del, vil jeg påstå.
Folk der hylder idealer som dialogkaffe og habermasiansk dialog er ufunderede idealister der i urovækkende grad er ubekendte med noget så elementært som lytning. Lytning er realisme. Den er noget der kan finde sted indenfor en terapeutisk praksis og i et venskab. Ligesom et træ der vokser op og bærer frugt.
Man kan ikke blive min ven hvis man har for meget charme.
Det er fuldt tilstrækkeligt at grænserne flyder. Vi har hinanden i vores hænder. Charme er efter min mening en svaghed. En last, ja, en form for kulde. Men at være direkte grubliserende og kedelig, det var dog trættende. Grublerier må have et vist mål af klarhed og selvironi for at være gangbar mønt i min verden. I øvrigt har jeg endnu ikke til dato valgt en ven af moralske grunde. Det er mere noget med afhængighed. Pudsighed. Taknemmelighed. Glæde over at være til sammen. At være møgirriterende og bære over med hinanden. Vi ses alt for sjældent. Der er drøn på derude.
Jeg er svag på så mange måder at det ville være trættende at høre om. Hvorfor dog opregne dem eller adressere mine svagheder. De gælder for alle mennesker.
Men der er en ting der altid overrasker mig. Den menneskelige forskellighed. Ikke i forhold til folkeslag. Folkeslag er trættende. Der er alligevel bedst i Danmark. At hæve sig over den menneskelige forskellighed og kalde sig selv menneskekender er dog frygteligt. Det er langt værre, vil jeg mene, end at manipulere. Manipulere er noget vi hele tiden gør fordi vi gør brug af hinandens styrker på alle mulige formørkede og utydelige måder. Der er mange dygtige i dag. Der er ikke særlig mange der står ved at de er sårbare. En ting jeg godt vil advare om er sårbarhedens inkvisition: Herunder: Mistænkeliggørelsen af de robuste. Hvor var vi sårbare uden de robuste. De velfungerende. Dem der går på arbejde hver dag. Hvor ofte må de ikke tænke, som jeg: Øv! Det er et surt slid!
Sårbarhedens inkvisition er også opfattelsen af krimibølgen som en effektivisering af litteraturen. Hvem siger den er det? Dürrenmatt er en god forfatter, måske ikke kongen af højsind, men så ærkehertugen af højsind.
Sårbarhedens inkvisition er også mistænkeliggørelsen af DJØF’erne. Jeg har tiltro til embedsmænd, ikke mindst som demokratiets vanemæssige beskyttere. Embedsmændenes kassetænkning er, i modsætning til den politiske korrektheds og identitetsfolkets kassetænkning, rationel. Alligevel er der mange danske forfattere der mistænker de grå eminencer for både kedelighed og kynisme. Ikke at tale om følelser er en alvorlig ting, ved vi der skriver. Det indebærer en helt grundlæggende forskydning mellem hvad man kan holde til og ens selvbillede. Det er noget jeg er særligt opmærksom på for den slags går ud over børnene.
Sårbarhedens inkvisition kommer klarest til udtryk i den bovlamme udmelding at den-og-den er dårlig til at tale om følelser. Det er nok den mest evnesvage ting at sige. Så kroner man virkelig sig selv som ædel. Jeg foretrækker ærlig talt en smule veldoseret højsind frem for følelsesprædikanter. Nietzsche havde ret i den del af sin analyse.
Mine venner er ikke dem der tror på mig. Jeg er ikke en guddom. Jeg er et mysterium for mig selv, men ikke for dem der holder af mig. Det ville dog være en trættende indretning! Jeg tror heller ikke på mine venner. Men jeg forsøger efter bedste evne virkelig at tage deres ord for gode varer. Det lykkes som regel.
Vi ved vel alle at de to verdenskriges årsag var en blanding af strukturel uretfærdighed og personlig ondskab. Personlig ondskab står den enkelte til regnskab for, men strukturel uretfærdighed kan man gøre noget ved. Vi ved alle at de onde samfund findes. Samfundet skal være fyldt med engagerede borgere der tager det ansvar vi hver især magter.
Jeg tror vi der læser lange bøger og har tid og kræfter til at læse overlader for meget til forfatterne i øjeblikket. Den bølge der er tale om er selvfølgelig den autofiktive. Det er ikke højsind der præger den.
Set fra min synsvinkel gør vi ret i at tage afstand fra det uklædelige og skadelige føleri der ligger i liberalismens primitive og behovsstyrede frihedstrang. Derfor må vi sige: Frihed er frihed til at tage ansvar. Vi tager ansvar for samfundet ved at vende os iskoldt imod den strukturelle uretfærdighed som fører til død og ødelæggelse. DJØF’ere er rustede hertil, men der skal ansvarsfulde lovgivere til også. Jeg hilser alle nye regler der er kommet på socialområdet under Mette Frederiksen velkommen med kyshånd og jeg opfordrer dig til at følge mit eksempel. Milan Kundera ser i sine essays Kafka alle vegne, men det er fordi han er privilegeret. Alle kan deres Kafka og vi ender ikke i Kafka igen.
