Om søndagen planlægger jeg hvad jeg skal lave med min næste kæreste, jeg kalder hende Vivian. Derfor kan jeg ikke så godt lide fredagen. Om torsdagen slukker vi telefonen kvart i seks og sætter os til middag med min datter. Min datter bryder sig på ingen måde om Vivian og det gør jeg heller ikke, men det ændrer sig da jeg fortæller en historie om en sølvglinsende fisk. Så følger overskriften “Værtinden”, det er et digt jeg, af uvisse grunde, heldigvis, ikke har formået at skrive. Så fortæller jeg noget der får os alle til at grine. Måske er hun slet ikke så slem. Hende Vivian.
Og om aftenen når Vivian og jeg har elsket lægger jeg mig på siden under dynen og ser hende i øjnene og Vivian lægger spontant sin hånd på min pande. Jeg fortæller hende at Else var svær at løsrive sig fra fordi Else er så klippeagtig og Vivian klapper mig på kinden og forstår.
Vi bruger resten af aftenen på at tale om alle de børn vi holder af.
