Home Non-categorized “Hygge er ikke uldent med mindre det er vinter”

“Hygge er ikke uldent med mindre det er vinter”

1229

Maradjøngade, vil du fortælle helt grundlæggende om dit menneskesyn?

“Ja. Sålænge vi hver især både skal finde ud af det både med arbejde, familie, venner, vores holdninger, vores fritid og en masse andet så er det kun naturligt at vi er dybt ulykkelige. Vi er tilmed fanget i vores egne cirkler. Det gør det hele endnu værre.”

Folk er ulykkelige?

“Ja.”

Har du ondt af den samlede menneskehed?

“Ja. Jeg synes det er oprørende.”

Og alligevel har du brugt en måned på at tegne et kogger?

“Mod og overlevelse og samvær er meget smukkere og rigere end drømme om lykke.”

De fleste vil sige det er omvendt.

“Selv forvirrede tankestrømme er vigtigere end lykke.”

Hvorfor?

“Fordi en forvirret tankestrøm viser hvem du er, hvorimod lykke bare viser du har været i IKEA.”

De fleste ville vel skjule en forvirret tankestrøm ligesom man skjuler en prut i for eksempel IKEA?

“Du kan ikke åbne op overfor et andet menneske uden at vise din forvirring.”

Du peger på en sammenhæng mellem mod og åbenhed omkring forvirring. Hvor er Freuds snak om seksuel tiltrækning og Foucaults snak om magt henne?

“Sådanne ting indgår i de primitive indledningssekvenser i enhver forvirring både i den indre dialog og i samtalen.”

Men de bliver luget fra hen ad vejen?

“Med mindre samtalen drejer sig om ægteskab eller noget praktisk.”

Hvad munder den sunde og rare forvirring ud i?

“At modet, overlevelsen og samværet styrkes.”

Hvordan bliver jeg mere forvirret?

“Det kan du ikke.”

Hvorfor?

“Du er alt for stupid.”

Jamen for stupid til hvad? Til at tænke originalt? Til at tænke med sammenhængskraft? Til at være åben?

“Det handler ikke om at opnå originalitet eller sammenhængskraft eller åbenhed. Det ville blot udviske det faktum at du er for stupid til to bitte små ting som er at mene noget og ytre dig om noget.”

Det er kæmpe store ting.

“Jamen du må gå med din forvirring selv. Det er rigeligt at jeg skal høre på dine meninger og ytringer. Du må spare os andre og så nyde godt af modet, overlevelsen og samværet.”

Hvad er det for et mantra med mod, overlevelse og samvær.

“Det er det samme som kærlighed. Det er det kærligheden består af i det daglige.”

Jeg troede det var hygge.

“Hygge er lidt uldent.”

Hygge er ikke uldent med mindre det er vinter.

Previous article“Jeg har skrevet den. Derfor keder det mig helt enormt at læse i den”
Next articleDen Anden Avis præsenterer: To gamle venner mødes efter at de i 70 år udelukkende har “kommunikeret” med hinanden via Facebook
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)