Allerede ude på vejen bliver jeg mødt af en gøende æske. Det er så fjollet. Jeg ser forundret på den særdeles støjende opbevaringsgenstand, da hoveddøren i det samme åbnes af en overmåde dygtig tandlæge som driller mig ved at kaste om sig med småfyrværkeri som han lynhurtigt tænder og kaster, krydret med at han løber hen til mit ansigt for at se hvordan jeg reagerer. Jeg får mit ansigt tilbage, det stod henne ved huset, og den nye person i døren, tandlægen er eksploderet, ser på det et øjeblik og udbryder “Du ligner mig!” Det er en uheldig situation for en journalist. Jeg er kommet til at beundre Syt Vattersteen lidt for meget i mine forstudier og under mine forberedelser. Jeg forsøger at bygge en blå bro hen over ansigtet, samt min drøbel, for at skjule at også min røst er formet efter min helts, men det lykkes ikke. Jeg suser over til naboen hvor jeg finder en skjult skat.
