Kammer Drøsling talte direkte hen over hovedet på Microsofts snotdumme advokathær torsdag. Til daglig har Kammer et af de mest intetsigende jobs, så det var med en vis ivrighed den lille mand fra Internettet indtog talerstolen. Han troede man skulle stå ovenpå den!
Advokathæren bestod af Mads Rappatta som ved en fejl var gået ind i det forkerte mødelokale på Sheraton Hotel i San Francisco.
To ludere og en lommetyv og så altså Mads Rappatta og Kammer Drøsling på podiet.
“Misundelsesangst er selvfølgelig angsten for at virke misundelig. Misundelse regnes for en meget primitiv last, endda i en sådan grad at den er svær at parodiere eller gøre til genstand for sort latter. Charles Dickens misundelseshovedebiroller bliver aldrig rigtig komiske men de huskes dog længe efter endt læsning. Morsomme som den elskelige jubeloptimist Mr. Micawber fra David Copperfield bliver de ikke rigtig for de tegnes op med en sort pen, hvilket forekommer yderst rimeligt. Før Dickens var der selvfølgelig Moliere og Holberg men her var det de langt nemmere komedieemner skinhellighed og griller som stod for skud. Men i det ypperlige eventyr Store Claus og Lille Claus af vor egen H. C. Andersen er misundelsen medregnet som en given ting, altså som en menneskelig egenskab man ikke kommer uden om, en substantiel egenskab. Det er modigt gjort af Hans Christian Andersen. Hvorfor har vi glemt dette eventyr når det ansporer til sort latter? Vi må tvinge os selv til at grine af dette eventyr for ellers er det ubærligt. Det er sort latter. Her forsager vi det onde ved at grine af det og det er da fedt! Hvorfor kan vi ikke grine lidt mere af vores misundelsesangst, hvorfor er den så pinlig? Mit svar er at det kan vi da også godt, vi må blot affinde os med den forcerede latter. Jeg tror at når menneskeheden bliver lidt bedre til forceret latter så kan vi tackle vores misundelsesangst og blive socialister på en stille og rolig måde. Også i det tossede USA. Jeg vil til enhver tid foretrække at le forceret frem for at le af noget pinligt.”
