Jeg sidder og undrer mig. Undrer mig over at dette gennemsnitlige menneske kan blive overvældet af en ubehagelig følelse. Forbløffes over at dette, i nogle henseender, storartede menneske kan blive påvirket af almindeligt mismod. Dette fremragende individ være deprimeret. Han hænger med næbbet i en grad så surhed er en overordentlig alt for lille kasse at stoppe ham i. Jamen folkens, denne mand er til rotterne.
“Så lad ham dog være!”
Iris. Iris den forstandige.
Jeg prøver at granske hende, men bremses ved selve granskningen. Jeg lader mine tanker flyve men bump støder kun ind i floskler og banaliteter. Jeg dvæler. Jeg beder Fadervor for ham, for mange bønner har ikke andre ord. Jeg har travlt. Travlt med at nyde Iris der har forstand på røvhullitet, er hurtig på aftrækkeren når det gælder om at udnævne narrøve. Men hun fornemmer hun ryger på museum i mit kartotek over lette og spasmageragtige optegnelser her på avisen. Hun har en kvindelig viden om mig som hersker, vejleder og ekspedient i en buksebutik. En ulogisk viden fuld af paradoks. Ud af tindingerne paradoks.
“Hvorfor sytten er han blevet så populær på at kunne blive i dårligt humør!? Alle kan blive i dårligt humør.”
Jeg forsøger at forklare hende at hans periodiske dårlige humør i prægnant forstand er hans eget hvorimod andre menneskers dårlige humør holdes af deres medmennesker i en lille medfølgende taske, men hun misforstår ordet prægnant og tror jeg taler om en trekant. Jeg får historien om Maslows behovspyramide og føler mig som en frelst læser af dagbladet Information mens jeg holder mig for ørerne med to stearinlys med ørepropper i bunden. Der er ikke rigtig blevet plads til hovedpersonen, midt i al hans svaghed går hun rundt som en fugl. Men da han opdager hendes næb, midt på næsen i form af en med spyt påklistret rosentorn griner han endelig og overlader dårlighumørtasken til mig der er glad for at få lov at holde den for ham. Ja, jeg kan godt lide andre mennesker.
