Home Non-categorized Radiopostkort: Vi er vores egne sjove fætre

Radiopostkort: Vi er vores egne sjove fætre

1135

Kun personer der oplever, at de er deres egne fætre kan klappe sig selv på skulderen på en meningsfuld måde når de har gjort noget de er glade for eller har overvundet sig selv. Det har vi vidst længe. Det er et fuldkommen accepteret faktum ude omkring og vi nikker hver gang vi hører det udtalt. På værtshuse og i andre sammenhænge. Mest på værtshuse.

Vi er vores egne sjove fætre, som et gammelt visdomsord lyder. I øvrigt samme fyr der fandt på ordsproget først til mølle. Han hed Ellen Peo og levede fra år 1600 klokken tre om eftermiddagen til år 1700 klokken fire om eftermiddagen.

Men der findes mennesker der ikke er deres egne sjove fætre. De bliver let misundelige fordi selvgodheden er deres livspraksis og ven. Ikke hele tiden, men de leger ikke gerne. De er lidt magtsyge. De kræver lidt mere af tilværelsen end identitet som følge af virkelyst og efterfølgende rimelig anerkendelse. De kræver den ekstra-respekt jeg tidligere har skrevet om her på avisen for de tror sig vist ikke helt elskelige i kropslig forstand. Men der findes råd, for vi, der bare kan det med at være vores egne sjove fætre, kan lære dem det. Noget der i øvrigt sker konstant og også skal og må ske konstant over hele jorden.

Der er et gammelt uvisdomsord som lyder: ”Dem der er deres egne sjove fætre kan ikke fungere i magtsammenhænge, fordi de ikke ejer alvor, afdæmpethed, beskedenhed, lytteevner og samarbejdsevner.” Vi selvsjovefætre ejer alle disse ting så det er en helt forkert beskyldning. Men vi vil så nødig være medlem af kredse og cirkler. Vi har ingen intentioner om at være medlem af andet end et solidarisk parti.

Der er sket mange forandringer siden selvsjovefætre blev kaldt sjovere. Ordet sjover er gledet ud af sproget. En dag vil selvsjovfætter glide ind. Jeg blev så glad den dag psykisk vold blev forbudt ved lov. Jeg vil også blive glad den dag det bliver påbudt at være en selvsjovfætter ved at orientere sig grundigt i en landsomdelt pamflet om samme emne.

Previous articleNy forskning: Udelukkende gammelrige “formår at skildre”
Next articleHenrik er et spøgelse. Vildt elsket.
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)