Hvis jeg var et menneske som folk læste på grund af min personlighed ville jeg ikke være med i det her skrivenoget. Den eneste adkomst jeg har til at skrive er at jeg vil trøste og opmuntre fordi jeg anser det for et faktum at sorgen er det mest komplekse i livet. Det er kun min godhed der er interessant bag det jeg skriver, ikke det der står mellem linjerne eller det der foregår under overfladen. Det er kun min godhed der tæller. Den er på plads, jeg er usvigelig sikker på den, for jeg tror den kommer fra en anden verden. Jeg kan godt forstå de coaches, terapeuter, behandlere, psykologer og psykiatere der basalt set væmmes ved folk der sidder og kommer med deres frustrationer. Jeg bryder mig heller ikke om folk der gør sig selv interessante på den måde ved at slå en masse vigtige følelser som kan formgives fuldkommen ved hjælp af intellektet og sproget sammen og kalde det frustration. Det er ulækkert er det. Det er essensen af kynisme. Jeg synes ærlig talt de skal henvise deres patienter og klienter til The Other Newspaper.
Håb er ikke muligt hvis ikke man tror på det gode i mennesket. Skid på, at der er mange der hverken vil eller kan bruges til noget som helst fornuftigt. Vi må tro på at de rummer noget godt alligevel. Vi må.
