”Vi er to måneder inde i mit friår. Jeg befinder mig i en kano med et græskar.”
”Tre måneder senere står jeg i en iskiosk med en kortvarig uvirkelighedsfornemmelse der giver plads for en varm aha-oplevelse. Jeg leder efter peber og finder det.”
”Halvvejs inde i mit friår. Jeg køber mel for 1000 kroner. En bille lander på mit ærme.”
Folk har været meget nysgerrige omkring hvad dylen du gik rundt og lavede?
”Folk har presset mig.”
Presset?
”Forsøgt at låne penge.”
Måske sparer de op til et friår?
”Hvad mener du? Jeg har så absolut ikke formået at videreformidle hvad jeg oplevede. For øvrigt: Hvordan kan de eftertragte noget så absurd latterligt som at tage et friår?”
Vil du dermed sige at din erfaring har gjort dig til modstander af friår?
“Til fortaler for friliv.”
Du lyder tosset.
“Alle mennesker er tossede.”
Det virker som et temmelig kaotisk forløb. På et tidspunkt møder du, forklædt som slagtersvend, en klassisk pianist med flygel ude på en eng.
”Meget filmisk.”
Det må man sige.
”Ja. Det var flot.”
Og nu rejser du rundt i landet og advarer folk om friår.
”Ja.”
Af hvilken grund?
”Prøv at sammenligne disse to fotografier af mig. Det ene er taget ved friårets begyndelse og det andet ved slutningen.”
Så kan vi fortælle læserne at du på det første fremtræder optimistisk og usamlet og på det andet ligner du en mellemting mellem den aldrende Grundtvig og en pakke gær. Men nu jeg sidder overfor dig kan jeg da godt finde på at spørge dig hvorfor ingen af portrætterne ligner dig?
”Det er fordi det er en anden.”
Men du har netop sagt det var dig.
”Jo, men jeg ville ikke være mig uden Grundtvig og en pakke gær.”
Det giver mening.
”Gør det?”
Fuldkommen.
”Hm.”
Hvorfor sidder du med en legetøjsbil i munden?
”Lejlighedsvis.”
Hvad?
”Jeg tager den ind lejlighedsvis. Se. Nu tog jeg den ud.”
Ah!
”En jeep.”
Ok. En meget gammeldags jeep.
”En jeep ikke desto mindre.”
