Home Non-categorized Allan Fattig, Robotskifte

Allan Fattig, Robotskifte

1744

Det var ikke mange i Robotskifte der forstod alt hvad Allan Fattig sagde og gjorde, men eftersom han havde boet længst tid i flækken med de fem huse, gennemskåret af motortrafikvejen, lagde man sig efter ham. En dag flyttede en kvinde ind i nummer tre. Det var ganske vist at hun var sød. Hun forstod ved underskrivningen af skødet, en bleg februardag hvor månen tikkede udmattet, at indbyggerne talte tre bagere, men her kom hendes ivrige uforknythed hende til hjælp. Hun dekorerede simpelthen deres huse med spaghetti. Allan Fattig hed noget mærkeligt og det var Allan. Fattig var et slægtsnavn der var opstået tilfældigt i hans oldefars hoved en dag han vogtede får. Igennem århundrederne blev det til et meningsfuldt navn og Allans hoved lyste den dag han første gang traf Tini. Først knurrede det uden for hendes køkkenvindue. Så hørtes et kor af syngende madammer. Derpå en ubehagelig cellofanlyd som straks efter blev opslugt af et bølgebrus af lige dele angst og velforankret vildskab. Hun sad og så porno på en kæmpe skærm. Hånden havde hun nede i trusserne og med den anden masserede hun først det ene og så det andet bryst. Det blev det smukkeste Ivan i sit liv fik at se og det varede kun et øjeblik. Her har jeg upåagtet set en fantasi sagde Ivan til sig selv og overførte straks denne nådegave til høvedet i nummer fire der havde delt sin frokost med ham førend Ivans vej igen gik mod storbyen. Den venlige tanke nåede Allan og en ny horisont var hans løsning. Opvaskebørsten blev lagt ved køkkenvaskens rand. Han ænsede aldrig at det lyste omkring ham men Tini og han blev livskammerater på grund af en bøf.

Previous article“Nu kan jeg kun bede til at min frisør vil gøre sit arbejde ordentligt og ikke efterlader mig alt for korthåret”
Next articleJeg er jordens centrum, ligesom så mange andre på 47
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)