Har du det godt med din nye kæreste, min pige?
Ja, Mor.
Hvad er han for én?
Han ejer en bitcoin og læser Kristeligt Dagblad og Politiken.
Å, stakkels fyr da. Har han ikke noget arbejde?
Nej.
Han lyder interessant.
Synes du?
Hvordan ser han ud?
Ja, du ved jeg har det svært med ord. Jeg vil beskrive hans hoved som meget lig en ballon.
Dit fæ, altså.
Hans hoved er fyldt med luft under let tryk. Ydersiden består af en ensartet, let æggeformet gummimembran der er rød. Hans hår minder om sort vat.
Han lyder sød. Hans interesser er modsætningsfulde og det kan jeg godt lide, selvom jeg ikke bryder mig om de enkelte interesser. Har han malet et ansigt på ballonen med en tusch?
Nej. Men han har et par meget dyre briller der markerer hvor øjnene er.
Af guld?
Hold nu op, Mor!
Jamen jeg forhører mig bare om materialet. Signe. Vil du ikke fortælle mig det?
Brillerne er lavet af sølv.
Ejer han en økse?
Ja.
Så hugger han dig midt over.
Han hugger sine venner i tusind stykker. Mig kunne han aldrig finde på at røre. Så smider jeg en valnød efter ham.
Du plejer ikke at ramme nogen eller noget med dine valnødder.
Jeg gemmer ikke mine valnødder lige som du, Mor.
Nej. Du smider rundt med dem.
Jeg smider dem op i luften.
Signe! Jeg har lige støvsuget. Du ved hvor meget jeg elsker det monstrum.
Nu kommer han! Lad os ikke forbløffe ham. Lad os tale om noget almindeligt.
Emne?
Nordisk mytologi.
Loke.