Han kunne sige vemodige ting som Alle dyrearter ved hvad det vil sige når det begynder at regne – undtagen fiskene. Det fik mig til at tænke. Primært over fisk. Ja. Den næste gang jeg stod på stranden tænkte jeg på gamle Keo W Maradjøngade. Ophavsmanden til disse viise tingelater. På om de kære små sølvfarvede, våde, øjenlågsfrie, svømmende kræ ville nappe mig i tæerne hvis jeg soppede og hvorfor. Der kunne være så mange grunde. Jeg sparkede til en sten og bemærkede noget tang mens jeg ensomt, majestætisk og ret højtideligt traskede mod nord.
På stranden sad en mand.
Jeg lod som ingenting.
Da jeg havde passeret ham hørte jeg pludselig et klak og drejede mig lynsnart omkring i sandet mens jeg rutinemæssigt trak pistolen frem af jakken. Jeg var kommet til at trække kuglepennen i stedet for og rettede fejlen mens jeg på et øjeblik konstaterede at manden, denne sympatiske, vindede personlighed var blevet angrebet af en hundestejle.
Vi græd den aften så tårerne trillede. Græd over verden. Græd af lykke. Græd fordi vi var blevet trådt på. Men primært græd vi over den massive fattigdom i Danmark.
