Home Non-categorized Brando Dalfrøcies ævler lidt i den her

Brando Dalfrøcies ævler lidt i den her

1141

Han kunne sige vemodige ting som Alle dyrearter ved hvad det vil sige når det begynder at regne – undtagen fiskene. Det fik mig til at tænke. Primært over fisk. Ja. Den næste gang jeg stod på stranden tænkte jeg på gamle Keo W Maradjøngade. Ophavsmanden til disse viise tingelater. På om de kære små sølvfarvede, våde, øjenlågsfrie, svømmende kræ ville nappe mig i tæerne hvis jeg soppede og hvorfor. Der kunne være så mange grunde. Jeg sparkede til en sten og bemærkede noget tang mens jeg ensomt, majestætisk og ret højtideligt traskede mod nord.

På stranden sad en mand.

Jeg lod som ingenting.

Da jeg havde passeret ham hørte jeg pludselig et klak og drejede mig lynsnart omkring i sandet mens jeg rutinemæssigt trak pistolen frem af jakken. Jeg var kommet til at trække kuglepennen i stedet for og rettede fejlen mens jeg på et øjeblik konstaterede at manden, denne sympatiske, vindede personlighed var blevet angrebet af en hundestejle.

Vi græd den aften så tårerne trillede. Græd over verden. Græd af lykke. Græd fordi vi var blevet trådt på. Men primært græd vi over den massive fattigdom i Danmark.

Previous articleTre alvorsord fra Hanvor Sejlskibe
Next articleForgrinet på vej til lo: Lå lå låå
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)