»Tag to interessante mænd der godt kan lide at høre sig selv snakke, både i tale og på skrift. Elendigt sludder fra ende til anden. Nonsens og ingenting. Tag nu Federspiel, der, midt under interviewet, gentagne gange lægger sig på knæ og måler forskellige ord og vendinger, som han har tegnet på en stor planche. Han har efter sin egen påstand valgt fontstørrelser efter hvor meget mening og gods der er i de forskellige ord og vendinger. Vendingen at tage sig sammen, ordene ansvar og maratonløber har han skrevet på planchen med den mindste skriftstørrelse. Disse agtværdige sprogspil som bruges af næsten ethvert klummerhovede og endda på et spøjst underbevidst, men ikke desto mindre dybt funktionelt, plan afviser han fuldstændig. Wijfstrand spørger ind til dette, men hver gang bliver han mødt med en vredladen grimasse. Det er denne surhed Gylling slet ikke kommer ind på i sin ellers fuldstændig formidable præsentation af interviewet. Det er helt vildt laks.«
