Den Anden Avis er blevet betalt af en norsk rigmand for at bringe følgende to replikker i en korrespondance mellem Keito Dræn, lidt for fredelig af profession, og Bato Brunsviger, 48 procent professor. Rigmanden, Bolle Rasmussen, forklarer at indholdet ”interesserede ham på trods af manglen på substans fra begge de korresponderende herrer”.
Keito Dræns replik:
Jeg er bare et hyggeligt vanemenneske og som sådan har jeg lært at holde af mig selv.
Bato Brunsvigers replik:
Et vanemenneske er ikke hyggeligt og hvis De opsøger mig i denne foruroligende livstilstand kvæler jeg Dem med mine bare hænder
Spøg til side!
Deres samvittighed er traditionel både i den måde de forholder Dem til Dem selv og i den måde de forholder Dem til andre mennesker. Ydermere er den traditionel i betydningen ikke-afvigende fra såvel tidsånd, kulturelle omgivelser som Das Man, altså som ”man” gør tingene.
De skulle tale med Deres psykiatriske behandler i mere dagligdags termer. Frem og tilbage stille og roligt. Som i en behagelig drøm vil Deres samvittigheds blindgyder komme frem i en nogenlunde passende rækkefølge, det at blive lyttet til vil bringe Dem trøst og energi og der vil komme mere balance i Deres ubalance. Alt til det bedre!
I et tilbageblik har lanceringen af disse breve kostet Bolle over to millioner og det er vel at mærke norske kroner! På trods af etableringen af en mildest talt fed hjemmeside og flere dejlige begivenheder i form af fester og endnu dejligere efter-fester er den virale deling af ovenstående udeblevet. Bolle er ikke derimod ikke skuffet.
”Det som interesserede mig var der hvor der står at samvittighedens blindgyder kommer frem i en nogenlunde passende rækkefølge. Det synes jeg var morsomt. Det kunne jeg enormt gode lide.”
Hvorfor var det spændende?
”Aner det ikke.”
Men det her er et interview.
”Det ved jeg. Det ved jeg.”
Som jeg læser de to breve er det selve tilskyndelsen til, i et helligt øjeblik, at bryde den mangfoldigt traditionsbestemte samvittigheds tænkning dybt religiøs. Altså: Vi kan ikke pege på andre end religiøse grunde til fx at skrive til en ven. At skrive til en ven er et helligt brud med vanen. Samvittighedens gerninger er religiøse brud. Så man skal være rimelig godt hjemme i religiøsiteten for at have en ven over længere tid.
”Netop.”
Så er der noget andet jeg kom til at tænke på med de to tosser.
”Ja?”
De går en vildmarkstur sammen. De går helt ud til Ara Pigøjes hytte.
”Ja.”
Det jeg vil spørge om er, i korthed, dette: Hvad er salat?
”Ja. Det har jeg også tænkt over. Jeg synes at bladene har en tendens til at krølle lidt mærkeligt.”
Det du i virkeligheden taler om er at salat er krøllet.
”Ja.”
Så mangler vi kun at du åbner denne hersens lille dåse.
”Salat! En dåse med ultra slatten salat!”
