Home Non-categorized Den norske rigmand

Den norske rigmand

1021

Den Anden Avis er blevet betalt af en norsk rigmand for at bringe følgende to replikker i en korrespondance mellem Keito Dræn, lidt for fredelig af profession, og Bato Brunsviger, 48 procent professor. Rigmanden, Bolle Rasmussen, forklarer at indholdet ”interesserede ham på trods af manglen på substans fra begge de korresponderende herrer”.

Keito Dræns replik:

Jeg er bare et hyggeligt vanemenneske og som sådan har jeg lært at holde af mig selv.

Bato Brunsvigers replik:

Et vanemenneske er ikke hyggeligt og hvis De opsøger mig i denne foruroligende livstilstand kvæler jeg Dem med mine bare hænder
Spøg til side!
Deres samvittighed er traditionel både i den måde de forholder Dem til Dem selv og i den måde de forholder Dem til andre mennesker. Ydermere er den traditionel i betydningen ikke-afvigende fra såvel tidsånd, kulturelle omgivelser som Das Man, altså som ”man” gør tingene.
De skulle tale med Deres psykiatriske behandler i mere dagligdags termer. Frem og tilbage stille og roligt. Som i en behagelig drøm vil Deres samvittigheds blindgyder komme frem i en nogenlunde passende rækkefølge, det at blive lyttet til vil bringe Dem trøst og energi og der vil komme mere balance i Deres ubalance. Alt til det bedre!

I et tilbageblik har lanceringen af disse breve kostet Bolle over to millioner og det er vel at mærke norske kroner! På trods af etableringen af en mildest talt fed hjemmeside og flere dejlige begivenheder i form af fester og endnu dejligere efter-fester er den virale deling af ovenstående udeblevet. Bolle er ikke derimod ikke skuffet.

”Det som interesserede mig var der hvor der står at samvittighedens blindgyder kommer frem i en nogenlunde passende rækkefølge. Det synes jeg var morsomt. Det kunne jeg enormt gode lide.”

Hvorfor var det spændende?

”Aner det ikke.”

Men det her er et interview.

”Det ved jeg. Det ved jeg.”

Som jeg læser de to breve er det selve tilskyndelsen til, i et helligt øjeblik, at bryde den mangfoldigt traditionsbestemte samvittigheds tænkning dybt religiøs. Altså: Vi kan ikke pege på andre end religiøse grunde til fx at skrive til en ven. At skrive til en ven er et helligt brud med vanen. Samvittighedens gerninger er religiøse brud. Så man skal være rimelig godt hjemme i religiøsiteten for at have en ven over længere tid.

”Netop.”

Så er der noget andet jeg kom til at tænke på med de to tosser.

”Ja?”

De går en vildmarkstur sammen. De går helt ud til Ara Pigøjes hytte.

”Ja.”

Det jeg vil spørge om er, i korthed, dette: Hvad er salat?

”Ja. Det har jeg også tænkt over. Jeg synes at bladene har en tendens til at krølle lidt mærkeligt.”

Det du i virkeligheden taler om er at salat er krøllet.

”Ja.”

Så mangler vi kun at du åbner denne hersens lille dåse.

”Salat! En dåse med ultra slatten salat!”

Previous articleNy viden: Den trojanske krig stod om ”Slet ikke”
Next articleMinister Omvendt
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)