“Ja, Maradjøngade, hvad har du skrevet i dag?”
“Et lille tog kørte rundt og rundt. Sjovt nok kørte det rundt oppe på væggen.”
“Det starter lovende, men der er en elementær fejl i anden sætning. Et tog kan ikke køre rundt oppe på væggen, så falder det jo ned. Med mindre det er magisk realisme eller for at være sjov, men så skal du tydeligt markere at det er for at være sjov ved at starte den sætning med ordene: Sjovt nok. Ja, hvad siger du Takhøj?”
“Det er jo lige det han gør.”
“Det har du egentlig ret i. Det overså jeg. Nå ja. Fortsæt oplæsningen af din historie, Maradjøngade.”
“Så forsvandt toget og gav plads for bipersonen Niels Christian Beethoven.”
“Stop lige en halv Maradjøngade. Der er to elementære fejl, så jeg må frem med den røde pen igen. For det første er det meget lidt elegant at toget forsvinder fremfor blot at lave et skift af fokus og for det andet er det en fejl at afsløre direkte i teksten at der er tale om en biperson. Og hvad er det for et åndssvagt navn Niels Christian Beethoven? Det bliver noget enormt vattet noget. Lad os få nogle tønder ind med mælk, en barnefødsel og en ovn så ingen fryser.”
“Så kom der tønder ind med mælk og der blev født et barn og der var en ovn.”
“Skide godt!”
“Da det blev aften gik vi en tur.”
“Nej, hvad er nu det for noget? Det er jo bare dig Maradjøngade der sidder og glor på Lotte og drømmer om at gå en tur med hende i aften. Hvad er nu det for noget? Det forstyrrer altså handlingen såvel som undervisningen at I sidder og sender flirtende ting og sager ind i jeres tekster.”
“Da det blev aften gik vi ikke en tur.”
“Det er langt bedre.”
“Vi gik på MacDonalds og bestilte sild.”
“Se, nu flyder handlingen bedre. Men I skal ikke bestille sild på MacDonalds. Det er for punk.”
“Du var da selv punker engang.”
“Ok. Jeg tror faktisk den vil falde i god jord. Tak.”
