Home Non-categorized Fotograferede 40 kendisser med lasso

Fotograferede 40 kendisser med lasso

972

Først vil det være relevant at spørge hvordan du brugte en lasso til at fotografere med?

“Lad mig lige forstå dig helt rigtigt. Du er altså i dette første spørgsmål ikke interesseret i, om jeg så må sige, motivet, de 40 kendisser, men udelukkende hvordan en lasso kan bruges til at fotografere med?

Det stemmer.

“Du spørger mig, med andre ord, hvordan en person der udelukkende består af sammenslåede fibre af bast kan benyttes til at fotografere med?”

Ikke en person.

“Hvad!?”

Et reb er ikke en person.

“Det er vel en person for såvidt den kan bruges til at fange småløbere og storløbere.”

Det er fuldstændig rigtigt.

“Så er vi nået så vidt.”

Du har stadig ikke svaret på hvorfor du fangede 40 kendisser?

“Jeg fotograferede dem enkeltvis ‘sammen med’ og bestemt ikke ‘ved hjælp af’ en lasso.”

Jeg har misforstået det hele så. Så er jeg bange for at jeg ikke er forberedt til interviewet. Altså: Hæhæ.

“Altså: Hæhæ. Der er også mange ting jeg bare ikke fatter. Jeg ved, til eksempel, heller ikke hvad det betyder, når man siger om et ægtepar at ‘de har det godt sammen’.”

Undskyld?

“Et ægtepar. Er det ikke en mærkværdig ting at sige? ‘De har det godt sammen.'”

Du mener at vi er godt stillet, dersom vores moralske intuition advarer os om at tage disse ord i vores mund, dersom vi i forvejen er en velbegavet ressurse?

“Hva’beha’r?”

Det var et skud i tågen.

“Altså: Hæhæ.”

Jeg forsøgte at forstå, hvor du ville hen.

“Det undgik ikke min opmærksomhed.”

Og så formulerede jeg et eller andet.

“Du sårede mig dybt.”

Gjorde jeg?

“Altså: Hæhæ.”

Hvordan er en kendis?

“Pyh. Der kan jeg virkelig ikke sige noget generelt om. Jeg ville ønske jeg kunne!”

Også mig.

“Undskyld?”

Jeg ville ønske du kunne sige noget generelt om hvordan en kendis er.

“Det ville give danskerne et middel til at undgå dem. De fleste kendisser er faktisk overkendte ligesom overmodne tomater. De har ikke særlig meget at have det i.”

Det er interessant det du siger dér. Det havde jeg ikke gættet.

Previous articleEkvar Pirrensett: Alle Peter Pans masker er blevet våde
Next article“Hvordan vil du lave en empatiuddannelse?”
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)