Først vil det være relevant at spørge hvordan du brugte en lasso til at fotografere med?
“Lad mig lige forstå dig helt rigtigt. Du er altså i dette første spørgsmål ikke interesseret i, om jeg så må sige, motivet, de 40 kendisser, men udelukkende hvordan en lasso kan bruges til at fotografere med?
Det stemmer.
“Du spørger mig, med andre ord, hvordan en person der udelukkende består af sammenslåede fibre af bast kan benyttes til at fotografere med?”
Ikke en person.
“Hvad!?”
Et reb er ikke en person.
“Det er vel en person for såvidt den kan bruges til at fange småløbere og storløbere.”
Det er fuldstændig rigtigt.
“Så er vi nået så vidt.”
Du har stadig ikke svaret på hvorfor du fangede 40 kendisser?
“Jeg fotograferede dem enkeltvis ‘sammen med’ og bestemt ikke ‘ved hjælp af’ en lasso.”
Jeg har misforstået det hele så. Så er jeg bange for at jeg ikke er forberedt til interviewet. Altså: Hæhæ.
“Altså: Hæhæ. Der er også mange ting jeg bare ikke fatter. Jeg ved, til eksempel, heller ikke hvad det betyder, når man siger om et ægtepar at ‘de har det godt sammen’.”
Undskyld?
“Et ægtepar. Er det ikke en mærkværdig ting at sige? ‘De har det godt sammen.'”
Du mener at vi er godt stillet, dersom vores moralske intuition advarer os om at tage disse ord i vores mund, dersom vi i forvejen er en velbegavet ressurse?
“Hva’beha’r?”
Det var et skud i tågen.
“Altså: Hæhæ.”
Jeg forsøgte at forstå, hvor du ville hen.
“Det undgik ikke min opmærksomhed.”
Og så formulerede jeg et eller andet.
“Du sårede mig dybt.”
Gjorde jeg?
“Altså: Hæhæ.”
Hvordan er en kendis?
“Pyh. Der kan jeg virkelig ikke sige noget generelt om. Jeg ville ønske jeg kunne!”
Også mig.
“Undskyld?”
Jeg ville ønske du kunne sige noget generelt om hvordan en kendis er.
“Det ville give danskerne et middel til at undgå dem. De fleste kendisser er faktisk overkendte ligesom overmodne tomater. De har ikke særlig meget at have det i.”
Det er interessant det du siger dér. Det havde jeg ikke gættet.
